Før påske opfordrede P3 brugerne til at nominere en person, der gør en lille gerning med stor betydning for dem.
Det er blevet til 171 nomineringer – blandt andet:
Tak, fordi du hjalp mig med at lede efter min cykelnøgle!
Fordi du børstede mine tænder, da jeg brækkede armen.
Fordi du puttede min Faxe i fryseren i går.
Cykler altid en omvej for sig selv, bare så vi kan følges de 20 meter længere.
Fordi du aldrig har anmodet om et beløb under 10 kroner.
De små handlinger i hverdagen kan have større betydning, end man måske lige tror. Onsdag den 26. april hyldede P3 mikrohandlingerne, der kan gøre en forskel for, hvordan vi har det.
- Vi udvælger en af de nominerede, som vi belønner med en stor onsdagssnegl for den særlige mikrohandling. Det er planen, at P3-reporter Simon Sandholm tager sneglen med på en lille tur i løbet af onsdagen og møder mennesker og steder, der betyder noget for modtageren, inden sneglen lander hos sin rette ejermand om eftermiddagen. Vi håber, at onsdagssneglen møder mange sjove ting på sin vej, fortæller Dorthe Duvander Kragh, der er ansvarlig for ’P3 Missionen’ i DR Ung.
Mental trivsel på dagsordenen
Undervejs blev der lavet videoindhold til P3's sociale medier, og Simon Sandholm var igennem i flere P3-programmer i løbet af dagen fra ’Go’ Morgen P3’ om morgenen, til det hele kulminerede i ’De 17%’ klokken 14 til 16.
- Vi bruger eventet til at snakke om, hvad mikrohandlinger gør for vores mentale helbred. Vi håber, vi kan inspirere folk til at gøre noget godt for andre, og vi opfordrer lytterne til at belønne en, der er god til at huske den lille handling, med en onsdagssnegl, siger Dorthe Duvander Kragh.
Onsdagens fokus på de små gerninger er en del af temaet ’P3 Missionen: Hvad gør dig glad?’, som i 2023 sætter unges mentale trivsel på dagsordenen.
- Mikrohandlinger dukker hele tiden op, når vi snakker med eksperter. Små ting kan gøre en stor forskel – det skal man ikke undervurdere. Når vi taler mental trivsel, handler det ofte om diagnoser og psykologhjælp, og det er rigtig vigtigt. Men her er en konkret ting, hvor man kan inspirere andre til gode gerninger, der kan gøre en forskel. Vi er med på, at det ikke løser den alvorlige mistrivsel, men hvis man skal være konstruktiv og løsningsorienteret, så er mikrohandlinger et af svarene. De kan være med til at løfte trivslen – også på arbejdspladsen, siger Dorthe Duvander Kragh.
Giv en onsdagssnegl til kollegaen
Apropos arbejdspladsen håber Dorthe Duvander Kragh, at medarbejderne i DR vil benytte fokusset på mikrohandlinger til at give en onsdagssnegl til kolleger, som husker den lille, gode gerning.
- P3 har fokus på unges trivsel, men vi er også meget bevidste om, at vi skal have fokus på vores egen trivsel. Det løser man ikke med en onsdagssnegl, men det er en anledning til at minde hinanden om, at det er de små ting, der kan gøre noget godt for vores humør og trivsel i hverdagen, siger hun.