’Ramasjang Redder’ vender tilbage - med fokus på danske fugle

For tredje år i træk sætter Ramasjang fokus på et dyr, der kan bruge vores hjælp, og som kan bidrage til at børn kan lære, at selv de mindste kan gøre en forskel.

  • Isabel Kille er vært for ’Ramasjang redder fuglene’. (Foto: © Steen Klitgaard Jaacks, Emil Sønderby, Kasper Jørgensen)
  • I år sker indsatsen til dels via arrangementer ude i landet og i shows, hvor børnene kan deltage aktivt, men det sker også i form at fiktionsserien ’Gro og Blå Redder Fuglene'. (Foto: © Jeppe Lund (foto), Kasper Jørgensen (animation))
1 / 2

Med spil, en fiktionsserie, shows og arrangementer rundt omkring i Danmark vil DR i år samle børnene om at hjælpe de danske fugle. Som i de to foregående år, hvor Ramasjang har ’reddet’ henholdsvis bierne og havets dyr, sker det med en række samarbejdspartnere.

I år tæller det blandt andet spejdere, diverse skoler, biblioteker og en række naturforeninger med det mål at skabe fællesskaber rundt i landet, hvor man kan møde DR’s værter og lave gode fuglegerninger. Det kan konkret ske ved at være med til at lave klistermærker, fuglebade, fuglemad og fuglekasser.

For B&U-chef Marlene Boel er fugle et oplagt valg i forhold til de tanker, der ligger bag ’Ramasjang Redder’-ideen:

- ’Ramasjang Redder’ handler i vid udstrækning om at gøre Danmarks børn i stand til at agere som borgere i et demokratisk samfund og inspirere dem til at se vigtigheden i at deltage aktivt. Med fokus på fugle kan vi med forholdsvis nemme midler både gøre noget godt for et dyr som børn kender og holder af, og samtidig lære dem, at selvom man er lille, kan man godt gøre en stor forskel. Børnene lærer på den måde at gøre noget godt for andre - at indsatsen er større end dem selv, siger hun.

Børn kan deltage aktivt

I år sker indsatsen til dels via arrangementer ude i landet og i shows, hvor børnene kan deltage aktivt, men det sker også i form at fiktionsserien ’Gro og Blå Redder Fuglene’, hvor man blander fiktion og animation sammen til en historie om, hvordan dyr og børn i fællesskab kan gøre en forskel, når den onde Arne Bjarne vil rive Gros bedstemors gård ned og erstatte den med verdens største parkeringshus.

’Gro og Blå redder fuglene’ publiceres fredag 26. juni, hvor alle otte afsnit lægges ud på DRTV fra morgenstunden.

Fra lørdag den 4. juli og seks lørdage frem blændes der op for showet ’Ramasjang redder fuglene’. Isabel Kille er vært i selskab med en gæstevært og laver sammen med 80 børn ved ’byggebordet’ masser af gode fuglegerninger. Hver uge tales der om ’Ugens fugl’, og Isabel og børnene følger med i alle de gode fuglegerninger, som børn laver rundt omkring i Danmark.

Programmerne bliver lagt ud på DRTV fra morgenstunden og sendes på TV klokken 17.00.

'Ramasjang Redder' er et blandt mange naturtilbud på DR i løbet af sommeren. Læs om de øvrige her.