Endnu en dansker har kvalificeret sig til indendørs EM.
Det er Stina Troest, der normalt løber 400 meter hækkeløb, som onsdag aften klarede EM-kravet på 800 meter ved et stævne i Irland.
- Det er rigtig fedt. Jeg er først rejst i dag, og jeg har været lidt sløj siden i nat, så jeg snakkede med min far, om jeg overhovedet skulle afsted.
- Men vi kom frem til, at det nok var min sidste chance for at klare kravet, så vi valgte at gøre det, og det gik jo meget godt, siger Stina Troest.
Dårlig taktisk
Troest løb i en tid på 2:03,72 minutter og var dermed bare tre hundrededele hurtigere end EM-kravet. Til gengæld var tiden langt fra sin personlige rekord, hun satte i sidste uge 2:02,77 – faktisk hurtigere end EM-kravet – men en teknikalitet omkring banens størrelse gjorde, at det ikke talte i EM-kvalfikationssammenhæng.
- Jeg vil rigtig gerne slå min personlige rekord ved EM, men jeg er ikke så god taktisk. Jeg løber kun 800 meter indendørs, og dem jeg løber mod, løber både inde og ude og har mere rutine.
Hun bliver den syvende dansker, der er klar ved EM i Beograd, som vises her på DR Sporten fra den 3.-5. marts.