Det danske atletiklandshold havde stor succes ved europamesterskaberne i Beograd, der løb af staben i weekenden.
Blandt andet løb den kun 19-årige Benjamin Lobo Vedel sig til en sensationel 4. plads i 400 meter ved sit første, store mesterskab.
En af nøglerne til den succeshistorie skal måske findes hos Sara Slott, der under mesterskaberne hjalp og støttede de unge, danske atletikudøvere.
- Jeg har en helt anden ro. Især efter min egen 2016-sæson, så er min egen karriere blevet en succes, uanset hvad der sker. Derfor kan jeg lidt bedre slappe af i det, fortæller den danske OL-sølvvinder.
Benjamin Lobo Vedel er også sikker på, at opbakningen fra Sara Slott hjalp ham.
- Sara var en kæmpe klippe for mig. Hun var der med det samme til at gejle os andre op. Og især mig, som var en af de unge, siger Benjamin Lobo.
Du kan se hele indslaget med Sara Slott Petersen i artiklen øverst.