Om halvanden måned drager en særdeles formstærkt dansk EM-trup afsted mod Serbien for at kæmpe om medaljer i den imponerende inderdørsarena i Beograd.
Sportschef i Dansk Atletik Forbund Piotr Haczek har udtaget seks atleter, hvoraf fem af disse viste stærke takter og sikrede sig suveræne DM-titler ved weekendens nationale mesterskab.
Syv atleter havde opfyldt de danske kvalifikationskrav, men desværre nåede højdespringeren Janick Klausen ikke at blive klar. Klausen sprang ellers 2,26 meter i sæsonens første stævne, men han slog sin hæl ved den lejlighed.
- Janick kunne måske godt have sprunget, men hans forberedelser har ikke været optimale, og der vil altid være en risiko for en forværring. Den risiko vil vi ikke tage med tanke på hans skadeshistorik. Der er ingen grund til at presse på. Jeg vil hellere se ham springe 2.30 meter udendørs," udtaler Piotr Haczek.
OL-sølvvinderen på 400 meter hæk - Sara Slott Petersen stiller op på den rene 400 meter-distance, da 400 meter hæk ikke er på programmet indendørs.
Det danske hold til EM-inde i Beograd 3.-5. marts
Sara Slott Petersen (Aarhus 1900), 29 år: 400 meter
Stina Troest (Amager AC), 23 år: 800 meter
Kristoffer Hari (Hvidovre AM), 19 år: 60 meter
Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM), 19 år: 400 meter
Andreas Bube (Bagsværd AC), 29 år: 800 meter
Andreas Martinsen (Aarhus 1900), 26 år: 60 meter hæk
DR3 og Eurosport sender fra alle konkurrencer.