Det startede med et spørgsmål til den amerikanske sprinter Fred Kerley om hans konkurrent Marcell Jacobs: Is he a real dog?
I mangel på en direkte oversættelse, kan man bedst beskrive spørgsmålet således: Er han den ægte vare?
Til det svarede 27-årige Kerley, at det synes han ikke.
Og nu kan vi få et enestående atletik-event bestående af de to sprintere mod hinanden på en 100 meter. Noget man ikke har set lignende siden 1997.
I bedste bokserstil har de to sprintere, der er blandt verdens allerhurtigste, siden skiftedes til at svare hinanden tilbage på sociale medier.
Først svarede italienske Marcell Jacobs, der vandt OL-guld på 100 meter i 2021, tilbage på sin Instagram-profil med teksten: En løve vender sig ikke, når små hunde gør.
Siden blev det til en udfordring fra Fred Kerley, der er verdensmester på distancen. Én mod én. Ingen andre sprintere på banen, som man ellers normalt ser i atletik.
Marcell Jacobs accepterede prompte.
- Hvornår og hvor end du vil. Men husk, at da det for alvor gjaldt, endte det sådan her, skrev italieneren på sin Instagram vedhæftet følgende billede.
Fred Kerley var hermed talt varm og sendte en direkte opfordring til atletikstævnet Diamond League på Twitter.
- Få det til at ske. Jeg vil have én mod én. Ingen andre. Bare ham. Ham alene, skrev amerikaneren.
Sprintverdenen har manglet rivaliseringer
Om et enkeltstående atletik-event mellem de to kan lade sig gøre, vender vi tilbage til. Først dvæler vi lige striden som kører mellem Kerley og Jacobs. Det er nemlig helt uhørt, at to sprintere på denne måde springer på hinanden verbalt.
Atletikken har nemlig udviklet sig til en gentlemansport, fortæller den danske sprinter Simon Hansen, der selv har deltaget ved OL og løbet mod Marcell Jacobs.
- Man ser det overhovedet ikke, og jeg synes, at vi har manglet det lidt i sprint, hvis jeg skal være helt ærlig. I de gode gamle dage i 80’erne og 90’erne, der var der en masse rivaliseringer mellem de store. Ben Johnson og Carl Lewis blandt andet.
- Det var fedt, for man havde lyst til at se dem løbe mod hinanden igen og igen, fordi man vidste, at der lå noget bag, så det ikke kun handlede om at løbe fra A til B, siger den danske sprinter til DR Sporten.
Det er showet fra boksning, der de seneste par døgn har indtaget sprintverdenen. Som da Rudy Markussen og Patrick Nielsen bagte op til deres boksebrag i 2015 kaldet 'Ondt Blod'.
Nuvel, der var vist lidt teater over deres strid. Men ikke desto skabte det stor opmærksomhed omkring sporten og opgøret, og det kan atletikken også bruge, mener Simon Hansen.
- Det er jo det, en strid kan. Det kan sætte noget kolorit på rivaliseringen, men det kan også få folk til at interessere sig for sporten. Jeg elsker det, og det eneste, jeg har lyst til nu, er at se de to løbe mod hinanden. Der er mere på spil end bare guld, sølv og bronze.
'Snak med min agent'
Nu står alverdens atletikinteresserede og venter i spænding. Kan man få et enkeltstående atletik-event med kun de to deltagende sprintere for at afgøre, hvem der er verdens hurtigste mand?
Det tror, og ikke mindst håber Simon Hansen, der læner sig op ad den ene gang, hvor det tidligere er sket.
I 1997 mødtes verdensrekordindehaveren på 200 meter, Michael Johnson, og verdensrekordindehaveren på 100 meter, Donovan Bailey, foran 30.000 mennesker i SkyDome, Toronto. De havde også haft en strid kørende.
Verdens hurtigste mand skulle kåres. Men da de løb to forskellige distancer, slog de halv skade: 150 meter.
Donovan Bailey vandt i tiden 14,99 sekunder, mens Michael Johnson udgik efter 50 meter med en skade.
Fred Kerley er også klar til at få en lignende begivenhed sat op. Men det bliver ikke gratis.
- Snak med min agent. Hvis I ikke kommer op med seks cifrer, så snakker vi ikke, skriver amerikaneren på Twitter.
Det behøver dog langt fra blive en stopklods ifølge Simon Hansen. Det kan blive et format, man kender fra boksning. Et enkeltstående pay-per-view event, hvor man ligesom en billetkøber betaler for at se begivenheden på TV.
- Det kan sagtens ske, hvis de rette sponsorer og mennesker melder sig. Det er også det, de to bygger op til. Jeg tror ikke, at de ville køre den her strid, medmindre de troede, at de kunne få folk til at snakke om det og måske få en god betaling i slutningen af det. De kan begge to gode lide lidt bling.
Men vil folk betale for at se to mænd løbe i ti sekunder?
- Hvorfor ikke? Nogle gange går de i ringen i boksning og knockouter på første hug, og så er de nede på fire sekunder, siger den danske sprinter.
Skulle det nå så langt, så giver Simon Hansen den klare favoritværdighed til Fred Kerley, der har revancen til gode.
- Hvis vi kigger på data fra de sidste otte måneder, så kan Kerley gå baglæns i mål og vinde. Men kan Jacobs finde formen fra sidste år, inden han blev skadet, så bliver det spændende og rigtig fedt.