Dansk herredouble tager stor skalp mod verdens bedste

Kim Astrup og Anders Skaarup er videre i Indonesia Open mod alle odds efter sejr over verdensetterne.

Anders Skaarup Rasmussen (tv) og Kim Astrup Sørensen vandt deres første kamp i Indonesian Open mod verdens nummer et. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Lodtrækningen til Premier Super Series-turneringen Indonesia Open kunne ikke have været værre for Anders Skaarup Rasmussen og Kim Astrup.

Den useedede danske herredouble skulle i første runde møde verdensetterne Kevin Sukamuljo og Marcus Gideon fra Indonesien, men danskerne leverede sensationen med en sejr på 21-16, 21-16.

Sukamuljo og Gideon har ellers været årets store historie, da parret blæste al modstand af banen i de tre første Super Series-turneringer.

I Singapore Open satte et andet dansk par, Mathias Boe og Carsten Mogensen, dog en stopper for indonesernes triumfstime med en dansk finalesejr i tre sæt.

Ved Sudirman Cup, VM for blandede hold, i maj slog Boe og Mogensen igen verdensetterne i tre sæt, og måske det er de sjældne nederlag, som har knækket de unge indonesere.

Nederlag til damedouble

I hvert fald kunne de ikke få gang i deres ellers uimodståelige offensiv mod Skaarup og Astrup, som spillede fremragende.

Sukamuljo og Gideon var i teten frem til midtvejs i første sæt, men herfra overtog danskerne kampen med et ryk fra 11-11 til 15-11.

Andet sæt var igen helt tæt indtil midtvejs, hvor det igen lykkedes Astrup og Skaarup at skaffe sig et forspring på tre-fire point, som dannede fundamentet for sensationen.

Til gengæld er damedoublen med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen ude efter et klart nederlag i to sæt til et stærkt sydkoreansk par.

/ritzau/