Klap på skulderen, autografer og selfies en masse. Gabriel 'Iffe' Lundberg kan ikke gå i fred, når han bevæger sig rundt i Bolognas brostensbelagte gader.
De lokale italienere er vilde med den 28-årige danske basketballspiller, som spiller for det europæiske tophold Virtus Bologna, der torsdag slog mægtige Barcelona 83-75 med Gabriel 'Iffe' Lundberg som topscorer.
Bevares, herhjemme fik han da også stor opmærksomhed i foråret 2022, da han blev den første dansker til at spille i verdens bedste basketball-liga, NBA, men entusiasmen omkring københavneren er af en anden karat i det centrale Italien.
- Jeg har endnu ikke kunne gå en dag hernede, hvor ingen har ville have taget et billede med mig. Det er ret vildt. Basketball er det største i Bologna, så fanbasen er virkelig fed, siger Gabriel 'Iffe' Lundberg.
- De elsker mig hernede, og det sætter jeg stor pris på. For første gang i min karriere er jeg et sted, hvor jeg føler mig hjemme, og hvor alt bare spiller.
Han er med andre ord lykkelig for sit første halve år af kontrakten med Bologna, som gælder frem til sommeren 2024. Men han er mindst lige så glad for at have fået ro på efter et år, som bød på en "flugt" fra et krigsførende Rusland og et bittert farvel med verdens bedste liga, NBA.
Blev fortalt noget andet
Frem til marts 2022 spillede Gabriel 'Iffe' Lundberg for den russiske storklub CSKA Mosvka, der ligesom Bologna er at finde i den paneuropæiske og prestigefyldte klubturnering, EuroLeague.
For da angreb Rusland som bekendt Ukraine, fik Gabriel 'Iffe' Lundberg i al hast ophævet sin kontrakt, og 24 timer senere havde han underskrevet en ny aftale for resten af sæsonen med Phoenix Suns i NBA. Fart på er en underdrivelse.
Men trods en forståelse af, at de to parter ville fortsætte samarbejdet i den nye NBA-sæson, rejste Gabriel 'Iffe' Lundberg hjem fra USA med bristede drømmen.
- Det er frustrerende, fordi der blev kommunikeret noget andet. Jeg blev ikke lovet noget, men de sagde konkret, at det var et længerevarende projekt, siger han.
- Jeg er bitter og føler, jeg kunne have bidraget med mere til holdet.
Danskeren vil ikke gå så langt som at sige, at han er bange for, at NBA-chancen aldrig byder sig igen. Men han har da tænkt tanken.
For i USA er tendensen, at man hellere bruger de yderste bænkpladser på unge talenter med et potentiale end 28-årige europæere, som måske kan bidrage her og nu, fortæller Gabriel 'Iffe' Lundberg.
- Og så er du nødt til hele tiden at overpræstere som den ældre person for at have en chance. Det er blandt andet derfor, at det er så svært, siger han.
- Jeg skal ikke til NBA igen for enhver pris. Det handler om, at jeg ville finde en ro ved at kunne tænke, at jeg fik chancen. Det fik jeg ikke dengang.
En skade og alt var væk
Det gjorde han heller ikke i sommeren 2022, da Phoenix Suns tilbød ham at spille for deres hold i opstartsligaen Summer League, hvor NBA primært tester nye ansigter og unge talenter.
Det var nemlig uden en garanteret kontrakt i sigte, hvorfor Gabriel 'Iffe' Lundberg i stedet valgte at rejse hjem til Danmark og siden Bologna.
- Blev jeg skadet, røg de potentielle muligheder i NBA og i Europa, så jeg tænkte på mig selv og min familie. Jeg gik med det sikre valg, og det fortryder jeg ikke, siger han.
- Jeg kan kun kontrollere, hvad jeg selv er herre over at gøre mit bedste. Der er mange europæere, som ikke kommer i NBA, selvom de er gode nok, fordi det handler meget om timing, og at du har det rette netværk.
Danskeren ved, at der fortsat er interesse for ham fra NBA og andre europæiske storklubber, men han har bedt sin agent om ikke at fortælle ham om det. Han vil fokusere på resten af sæsonen med Bologna, hvor han, hustruen og deres fælles søn nyder at være.
Dels, fordi Gabriel 'Iffe' Lundberg har fået en vigtig rolle på topholdet. Dels, fordi han i løbet af sin udlandskarriere aldrig har boet tættere på Danmark.
- Det tager to timer at flyve hertil fra København, hvilket er fantastisk. Jeg tror aldrig, at vi har fået flere forskellige besøgende som på dette halve år.