Det første opkald til Kem Ljungquist varer knap 30 sekunder, før han lægger på.
Den 32-årige bokser fortæller i hastige vendinger, at han har 'pivtravlt' og beder undertegnede om at ringe igen lidt senere.
Fredag aften vandt falstringen over Benoit Huber fra Schweiz og fejrede efterfølgende karrierens største og vigtigste titel, WBC International-bæltet i bridgervægt, på behørig vis. Men lørdag morgen blev der udsendt en regulær SOS.
Kem Ljungquist er sin egen promoter og har derfor selv sørget for at stable fredagens boksestævne på benene i Nykøbing F. Hallen. Tre boksere fra Bosnien havde dog fået deres fly aflyst, og så måtte Kem Ljungquist hjælpe den nødstedte forsamling fra hjemmet i Nykøbing Falster.
- Det var noget rigtig lort, for jeg kunne ikke få fat i nogen fra flyselskabet. Der er styr på det, og nu skal jeg betale fakturaer resten af dagen. Ej, først på mandag, siger Kem Ljungquist og griner.
Kampsportsspecialisten fik med andre ord hurtigt rystet eventuelle tømmermænd af sig, da han efter få timers søvn måtte gribe telefonen og hjælpe kollegaerne fra Bosnien. Karl om natten, karl om dagen, som man siger.
Da Kem Ljungquist endelig har mulighed for et interview med DR Sporten, sparer han ikke på begejstringen over sejren.
- Det er fuldstændig vanvittigt, mand. Fuldstændig vanvittigt. Jeg er glad, rørt og lykkelig. Jeg har været så hårdt presset og på sammenbruddets rand, understreger Kem Ljungquist, mens han er ved at køre en af stævnets andre boksere til lufthavnen.
Den var helt gal onsdag aften
Kem Ljungquist har tidligere ageret sparringspartner for verdensstjerner som britiske Tyson Fury og Anthony Joshua, men modsat sine kendte kollegaer er der ingen folk i jakkesæt, der tager sig af kontorarbejdet.
Økonomisk kan det endnu ikke svare sig at hyre folk til at finde sponsorater og ringe modstandere op, så det klarer han selv sammen med sin bror, Magnus, der officielt står som promoter, fordi reglerne dikterer, at en aktiv bokser ikke selv kan have rollen.
Det betyder dog også, at han fra tid til anden kommer ud for nogle specielle situationer. Et eksempel er, da han for en måned siden fik tilsendt WBC-bæltet, da det ofte bliver sendt til boksepromotoren.
Kem Ljungquist turde dog ikke røre det, før sejren var en realitet, og derfor lå det prestigefyldte bælte i en papkasse placeret på toppen af et skab inde på hans søns værelse.
Der er også svære betingelser tilknyttet at være sin egen promoter. Det fik Kem Ljungqust at mærke i ugen op til fredagens stævne. En stribe aflysninger og rod i nogle lægepapirer sendte ham ud på en følelsesmæssig rutsjebanetur i ugen op til sin sejr.
- Den var helt gal, og jeg har virkelig været ramt. Onsdag aften var jeg inde og se FCK mod Sevilla i Champions League. Men i stedet talte jeg i telefon i en time for at finde boksere til stævnet. Jeg endte med at tage hjem, fordi jeg ikke kunne mere, forklarer den 32-årige bokser.
- Jeg er uendeligt stolt over, at jeg formår at grave så dybt, selv om jeg mentalt ikke var helt med.
Det faktum gør sejren så meget sødere. For på trods af den stressende periode kan Kem Ljungquist muligvis se frem til kampe i 'millionklassen'.
De dyre døre er bokset åbne
Tometermanden havde bæltet på fra kampens slutning og indtil efterfestens slutning. Han tager det dog næppe på, når han engang skal handle i den lokale brugs, men VM-titlen skal uden tvivl vises frem.
- Vicepræsidenten for WBC (Mauro Betti, red.) var med til stævnet. Han fortalte, at titlen åbner for multi million fights. Det er de kampe, jeg drømmer om, og jeg holder indbakken åben for tilbud. Der kommer masser af store kampe, siger Kem Ljungquist.
Det er dér, han gerne vil være. I selskab med de bedste. Når han om 14 dages tid har fået helet flængerne i ansigtet og de ømme næver, påbegynder han igen sin hårde træning.
Han har ikke en særlig modstander i tankerne, men han håber på at rejse til England og kæmpe mod sportens absolutte elite.
- Det er min drøm. Min bror, mine medhjælpere, og jeg har med denne kamp skabt et stærkt fundament for fremtiden. Jeg er så ufatteligt stolt over bæltet og vores præstation som hold. Det er for sindssygt, understreger han.