De er blandt Danmarks bedste boksere, men i månedsvis har de 21-årige tvillinger Nikolai og Sebastian Terteryan følt sig ”som to stykker kød, der har fået bank”.
Til DR Sporten fortæller boksebrødrene, at de oplever, at Michael Ørholst, tidligere landstræner og mangeårigt medlem af den såkaldte elitesektion i Danmarks Bokse-Union, "har misbrugt sin indflydelse og position til at afpresse dem".
Sideløbende med at Michael Ørholst har haft tilknytning til elitesektionen, er han nemlig medstifter og medejer af virksomheden Danish Boxing Promotion, som han ifølge Terteryan-bokserne har forsøgt at få dem til at underskrive en hemmelig og uopsigelig promotorkontrakt med.
- Det er bøllemetoder. Det svarer til, at Kasper Hjulmand lavede en hemmelig aftale med en klub og pressede Christian Eriksen til at skrive under, fordi det ellers kunne påvirke hans VM-udtagelse, siger Nikolai Terteryan, som vandt U22-EM i 2022.
- Skrev vi under på kontrakttilbuddet, ville han hjælpe os med at nå vores altoverskyggende mål, som er OL i Paris i 2024. Skrev vi ikke under, ville vi miste støtten fra Michael Ørholst og hans indflydelse i elitesektionen.
Se et indslag om Terteryan-brødrenes OL-drømme og de hemmeligholdte kontrakttilbud i videoen herunder:
Sebastian Terteryan siger, at det hemmelige kontrakttilbud skader bokse-brødrenes karriere, ”uanset om de skriver under eller ej".
- Det var lige meget, hvor meget og hårdt jeg trænede, fordi Michael kunne påvirke min mulige udtagelse til OL-kvalifikationen ud fra, hvad jeg gjorde med den skide kontrakt.
Danish Boxing Promotion blev oprettet i et CVR-register i oktober 2022 med Michael Ørholst og tidligere Dabu-ansat Lars Kolstrup Kristensen som de to stiftere og ejere.
DR er i besiddelse kontrakttilbuddene, som boksebrødrene har modtaget fra Danish Boxing Promotion, samt lydoptagelser og tekstbeskeder mellem parterne.
Lønnen i kontrakttilbuddene varierer alt efter antallet af kampe og omgange. For eksempel honoreres kampe med otte omgange med 13.000 kr. pr. kamp. Og kontrakten, som varer i fem år, er uopsigelig.
- Skrev vi under, var vi bundet til en kontrakt, som gjorde, vi ikke kunne leve af boksning. Det er det, jeg træner for hver dag, og jeg vil leve af. Brød vi kontrakten, måtte vi ikke bokse i fem år. Og skrev vi ikke under, kunne Michael påvirke vores OL-drøm negativt. Kontrakten ødelægger alt, vi har arbejdet for og vil være spild af de timer, min mor har brugt på at køre Nikolai og jeg til træning og stævner, siger Sebastian Terteryan.
Efter DR Sporten har kontaktet Dabu om Terteryan-brødrenes anklager om magtmisbrug, er Michael Ørholst blevet slettet som medlem af elitesektionen på Dabus hjemmeside.
Dabu-formand, Lars Brovil, afviser at stille op til interview, men i en skrivelse fra den samlede bestyrelse lyder det:
- Dabu’s bestyrelse tager på det kraftigste afstand fra enhver ageren, der måtte kunne henføres til udnyttelse af ansættelsesforhold under Dabu, herunder personlig/økonomisk vinding og misbrug af stilling.
Af skrivelsen fremgår det også, at Michael Ørholst siden august har ”været uden beslutningskompetence omkring sportslige spørgsmål i Danmarks Bokse-Union”.
Samme melding kommer fra Michael Ørholst selv, som også afviser at stille op til interview. I et skriftligt svar henviser han til, at han stoppede som såkaldt national team coach i Dabu i august 2022, og han mener derfor, at han siden har været uden ”sportslig indflydelse” i Dabu i modsætning til Terteryan-brødrenes påstand.
- I forbindelse med min fratrædelse som national team coach og som del af elitesektionen i Dabu, var der en overdragelsesperiode, hvor jeg havde en supporterende rolle til elitesektionen på sportslige spørgsmål uden nogen form for beslutningskompetence, skriver Michael Ørholst til DR Sporten.
En lydoptagelse fra et møde mellem Michael Ørholst og Terteryan-brødrenes storebror, Marsel Terteryan, der fungerer som manager, tegner imidlertid et andet billede.
I lydoptagelsen fra videomøde, der blev holdt den 17. december mellem Marsel Terteryan og Danish Boxing Promotion-ejerne, siger Michael Ørholst blandt andet:
- Jeg sidder stadig i elitesektionen i Dabu og har stadig nogle opgaver. Og det er helt sikkert, at kommer det frem, at vi har sådan et projekt her kørende, også selvom det først sætter i gang efter OL, så ryger jeg ud med det samme, siger Michael Ørholst.
Senere i samme samtale siger Michael Ørholsts forretningspartner, Lars Kolstrup Kristensen:
- Hvis vi laver en aftale, så kan vi gå ind og støtte dem (Nikolai og Sebastian Terteryan, red.) endnu mere. Michael har insiderviden fra Dabu, siger Lars Kolstrup Kristensen i lydoptagelsen.
- Udfordringen er lidt, at jeg ikke kan tale åbenlyst om det, fordi vi vil gerne holde det hemmeligt så lang tid som muligt, så kan vi beholde Michael så lang tid som muligt i elitesektionen i Dabu.
Lars Kolstrup Kristensen har takket nej til DR Sportens forespørgsel om et interview.
Efter Danish Boxing Promotion blev CVR-registreret i oktober, begyndte boksebrødrene at modtage beskeder i en fælleschat med Michael Ørholst og Lars Kolstrup Kristensen, som de på grund af Michael Ørholst forbindelse til elitesektionen i Dabu altså oplevede som et forsøg på at afpresse dem til at skrive under på et kontrakttilbud.
- Det er mærkeligt, at vi har tilbudt jer en kontrakt, og at I så ikke vil respektere os ved at give en tilbagemelding på denne? Der er gjort meget for at støtte jer gennem årene, og sidder sgu med en mærkelig følelse af manglende gensidig respekt fra jer, skriver Lars Kolstrup Kristensen den 5. december i fælleschatten.
I en sms til Lars Kolstrup Kristensen skrev Marsel Terteryan den 12. december 2022:
- Vi er som sagt ikke interesseret i en kontrakt, og I skal heller ikke forvente en underskrift. Fokus er udelukkende at forblive amatører op mod OL.
DR Sporten er også i besiddelse af dokumenter, som viser, at Marsel Terteryan senere indgik i reelle kontraktforhandlinger med ejerne af Danish Boxing Promotion-ejerne.
Hvorfor indgik I i kontraktforhandlinger, hvis I ikke var interesseret i en kontrakt?
- Vi afviste flere gange, men de blev ved med at presse på. Vores OL-drøm var på spil på grund af Michaels indflydelse, og vi var presset op i et hjørne. Så vi lod vores storebror føre dialogen for at trække processen ud, fordi vi ikke vidste, hvad vi ellers skulle gøre. Vi har aldrig haft intention om at sige ja, for alt ved situationen var forkert, siger Nikolai Terteryan.
Hvorfor gik I ikke til Dabu i stedet for pressen?
- Michael og Lars fortalte os, at der var flere personer i boksemiljøet involveret i de hemmeligholdte kontrakttilbud. Vi vidste ikke, hvem der ellers havde en finger med i spillet, så vi turde ikke gå til Dabu. Vi følte ikke, vi kunne stole på nogen på det tidspunkt, siger Sebastian Terteryan.
Selvom Dabu-formand Lars Brovil over for DR Sporten anfører, at Michael Ørholst ikke har haft sportslig indflydelse siden august 2022, sendte Dabu i forrige uge - efter DR Sporten havde kontaktet Michael Ørholst og Dabu et interview - en mail til de ansatte i Dabu om, at Michael Ørholst udtrådte ”fra sin supporterende rolle til Dabus elitesektion og bestyrelse for sportslige spørgsmål pr. dags dato”.
Forelagt sagens forløb vurderer jurist og formand for Transparency International Danmark Jesper Olsen, at Michael Ørholst forretningsmetoder ”er et angreb på boksesportens og Dabus integritet.”
- Ud fra det Dabu har kommunikeret ud, har Michael Ørholst til og med forrige uge haft en betroet og reel magt i Dabus elitesektion. Om han har haft decideret beslutningskompetence, er uvist, men han har helt sikkert haft en supporterende rolle i både elitesektionen og til bestyrelsen, og det er bestemt en reel magtposition.
- Hans tilknytning til Dabu har givet ham potentialet til at kunne påvirke boksernes landsholdskarriere, alt efter om de takker ja eller nej til hans kontrakttilbud. Det er et af de klareste eksempler, jeg længe har set på misbrug af tillid og dobbeltroller i sportsverdenen.
Efter Michael Ørholst i forrige uge fik frataget ”sin supporterende rolle til Dabus elitesektion og bestyrelse for sportslige spørgsmål”, skrev Dabu på sin hjemmeside:
- Det er vigtigt for Dabus bestyrelse at pointere, at vi absolut ingen interesser har i Danish Boxing Promotion, ikke på nogen måde er involverede i virksomheden eller viden har haft om førnævnte virksomhed.
- Det skal understreges, at ingen af de ansvarlige i Danish Boxing Promotion på nogen måde – hverken nu eller fremover – har indflydelse på, eller mandat til at træffe beslutninger, på vegne af Dabu.