Løgnedetektor sender to officials hjem fra VM i boksning

Det internationale bokseforbund tager drastiske midler i brug i kampen mod matchfixing.

To officials er blevet udelukket fra verdensmesterskaberne i boksning, efter de har 'dumpet' en 'løgnedetektor'-test (Foto: © Andrej Isakovic, Ritzau Scanpix)

Boksning kan være ret simpelt. Rødt og blåt ringhjørne kæmper mod hinanden. Rød bokser sender blå bokser i kanvassen. Rød bokser vinder kampen.

Men boksning kan også være ret kompliceret.

Rødt og blåt ringhjørne kæmper mod hinanden. Ingen af bokserne formår at slå den anden i gulvet. Hvem vinder så? Det skal en stribe af dommere afgøre. Og nu bliver det pludselig lakrids.

For kan man stole på de dommere, som skal bestemme, om det er rød eller blå, som løber med sejren?

Ikke altid. I hvert fald ikke, hvis det står til det internationale bokseforbund, Aiba, som i kampen mod dommersnyd har taget drastiske midler i brug.

I forbindelse med verdensmesterskaberne i amatørboksning, som lige nu løber af stablen i den serbiske hovedstad Beograd, har forbundet nemlig smidt to officials ud, efter de blandt andet har ’dumpet’ en form for løgnedetektor, som ved hjælp af blandt andet stemmeanalyse giver en risikovurdering af dommere, kampledere og officials.

- Vi har erkendt fortidens problemer. Vi har hentet uafhængige eksperter ind til at hjælpe med at vejlede os, og nu skal vi modigt omfavne fremtiden, lyder det fra forbundets præsident, Umar Kremlev.

En af de eksperter er Richard McLaren, som nok er mest kendt, som manden bag afsløringen af statsstøttet doping i Rusland frem mod vinter-OL i 2014.

Men McLaren stod i 2016 også bag en stor undersøgelse af match-fixing i forbindelse med boksekonkurrencerne under de olympiske lege i Rio, og det er det arbejde, bokseforbundet har bedt McLaren fortsætte.

Som en del af den screeningsproces af dommere, kampledere og officials, som altid finder sted op til store mesterskaber, er det nye ’løgnedetektor’-tiltag blevet tilføjet op til dette VM, for at gøre sporten mindre korrupt.

- Det er et stort, historisk skridt fremad i at eliminere kampmanipulation, lyder det fra Richard McLaren.

Michael Conlan havde meget svært ved at skjule sine frustrationer, da han havde tabt sin kvartfinale ved OL i Rio til Vladimir Nikitin fra Rusland. Han følte sig snydt af dommeren, og senere viste undersøgelser, at han havde ret. (Foto: © Inpho/Shutterstock)

Godt tiltag, men kommer ikke til Danmark

Det er ikke kun i det internationale bokseforbund, man er glade for det nye tiltag. Også hos Danmarks Bokse-Union ser man positivt på, at der bliver gjort noget for at gøre boksekonkurrencer mere fair.

- Det handler om af finde de bedste dommere og kampledere, og det der nu kommet ekstra opmærksomhed på, og det er vi glade for, siger Lars Brovil, som er formand for Danmarks Bokse-Union.

Men selvom alle tiltag, der arbejder for en mere fair konkurrence bydes velkommen, kommer vi, ifølge Lars Brovil, ikke til at se ’løgnedetektor ’-tilstande, når der afholdes boksekonkurrencer i Danmark.

- Vi har nogle rigtig dygtige dommere og kampledere herhjemme. Vi tror mere på uddannelse og efterevaluering, og vi har også nogle af de højest uddannede personer i Europa i vores dommer- og kamplederudvalg.