Sportschef advarer mod panikløsning efter dødsfald

Danmarks Cykle Union fraråder drastiske regelændringer efter endnu et sammenstød mellem en motorcykel og en cykelrytter.

DCU's sportschef Lars Bonde. Her under OL 2012 i London. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Vildfarne motorcykler har de seneste år skabt stor debat i det professionelle cykelfelt efter flere tilfælde af karambolage med rytterne.

Men i søndagens udgave af klassikerløbet Gent-Wevelgem fik det så for alvor tragiske konsekvenser. Den belgiske cykelrytter Antoine Demoitié omkom efter et sammenstød.

Og det bør give anledning for Den Internationale Cykelunion, UCI, til at undersøge, om der er et mønster i de nylige ulykker, mener sportschefen i Danmarks Cykle Union (DCU), Lars Bonde.

- Jeg mener, at man skal gå forsigtigt og strategisk til værks og lave en analyse af, hvorfor der sidste år og nu også i år er sket disse ulykker. Bare for syv-otte år siden var der ingen, der talte om det. Det er noget nyt, der er kommet til, siger Lars Bonde.

Til for rytternes sikkerhed

Men sportschefen håber ikke, at løbsarrangørerne lader sig rive med af ulykken.

- Jeg vil gerne advare mod at lave drastiske regelændringer i ren panik og bare konkludere, at motorcykler ikke hører til i et cykelfelt. Mange af motorcyklerne er også til for rytternes sikkerhed, siger Lars Bonde.

Det stigende antal ulykker kan blandt andet skyldes de stigende krav til mediedækningen, vurderer Lars Bonde.

- Der bliver stillet større krav til det billedemateriale, som skal sendes live, og til de fotos som sendes ud på de sociale medier. Man kunne kigge på, om der er for mange motorcykler, på om motorcyklisterne er dygtige nok, og om de har erfaringer med at kende rytmen i et cykelfelt. Måske er der noget overflødigt, som vi kan skære væk, vurderer Lars Bonde.