Michael Valgren er under Tour de France Fabio Aru og Jakob Fuglsangs tro væbner og hjælper i jagten på en plads øverst på podiet, når feltet lukker ballet i Paris i slutningen af denne måned.
Den rolle udfører danskeren også flot, men når den mission er er slut, så drømmer danskeren om personlig succes.
- VM har været et stort mål hele året, så det har jeg hele tiden haft i baghovedet. Der vil jeg gerne være godt kørende i år.
- Jeg kørte godt i forgårs og gjorde det også fint i går. Jakob (Fuglsang red.) havde først en punktering, hvor jeg fik ham tilbage. Og så var der styrt på nedkørslen, hvor jeg lukkede hullet til frontgruppen, og så var min dag overstået, siger han til DR Sporten.
Til september køres VM i norske Bergen, og Valgren tror på, at hvis han kan bygge videre på den gode form, så er der chancer for, at han kan køre til tops.
- Træerne vokser ikke ind i himlen endnu, men heldigvis bliver jeg bedre og bedre kørende over foråret, og forhåbentlig kan sådan en Grand Tour her gøre, at jeg bliver stærkere til efterårets VM.
- Så jeg håber, at det hele spiller dér, og at jeg kan køre med om sejren, slutter Valgren.