Én etape kan afgøre alt i Vingegaards gule titelforsvar: 'Den er fuldstændig vanvittig'

Næste års Tour de France-rute ligger godt til Jonas Vingegaard, vurderer DR Sportens cykelkommentator.

Selvom der kun er én enkeltstart i næste års Tour de France-rute, ligger den godt til, at Jonas Vingegaard kan forsvare sin gule trøje fra i år, vurderer Tobias Hansen. (Foto: © GONZALO FUENTES, Ritzau Scanpix)

Jonas Vingegaard bør slikke sig om munden efter at have set næste sommers Tour de France-rute.

Næste års udgave af verdens største cykelløb byder nemlig på hele otte bjergetaper, hvoraf fire af dem slutter opad.

Samtidig skal rytterne forbi fire kuperede etaper, og ruten i sin helhed er derfor nærmest skræddersyet til Jonas Vingegaard, fortæller DR Sportens cykelkommentator, Tobias Hansen.

- Jeg synes, den her rute favoriserer Jonas Vingegaard, fordi der er bjerge på. Det er jo egentlig ret banalt, men han er bare den bedste i det terræn, siger Tobias Hansen.

Cykelkommentatoren udpeger herunder tre steder på ruten, hvor Jonas Vingegaard skal træde ekstra meget til i pedalerne, hvis han vil forsvare sin gule trøje fra i sommer.

1

Hård start i Baskerlandet

På 11. etape af årets Tour de France stak Jonas Vingegaard af fra konkurrenterne. 6. etape af næste års udgave vil være et fint sted at prøve at gentage bedriften. (Foto: © CHRISTIAN HARTMANN, Ritzau Scanpix)

Løbet bliver skudt i gang med et brag i Baskerlandet, hvor to kurperede etaper venter fra start.

Derfor skal Jonas Vingegaard være vaks ved havelågen allerede fra løbets begyndelse, vurderer Tobias Hansen. Sidste års nummer to, slovenske Tadej Pogacar, ser nemlig gerne sit snit til at angribe på også de - for klassementrytterne - mindre åbenlyse etaper.

Det er dog først på sjette etape, når løbet rammer bjerget Tourmalet, Jonas Vingegaard for alvor skal have varmet benene op, fortæller Tobias Hansen.

- Det er det mest mytiske bjerg i Tour de France og det, som er benyttet flest gange. Selvom de ikke slutter på toppen, er det en vigtig etape. Den ligger tidligt, så der kommer nok ikke så stor udskilning, som der ellers kunne, siger han.

Jonas Vingegaard skal dog også sætte kryds ud for niende etape, der byder på en kortere stigning til sidst. Her kan hans største konkurrent fra sidste års Tour de France potentielt godt finde på at angribe, fortæller Tobias Hansen.

- Det er ikke specielt hårdt, men utrolig stejlt til sidst. Det kan måske favorisere Pogacar, så der skal han være klar til at vise, at han kan være den bedste på de her korte, meget stejle stigninger, siger cykelkommentatoren.

2

Blot én enkeltstart

Når Jonas Vingegaard sætter sig på enkeltstartscyklen, plejer det at gå stærkt. I næste års Tour de France er der dog kun 22 kilometers enkeltstart at gøre godt med. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Jonas Vingegaard er god, når han trækker i den helt tætsiddende fantomdragt og træder til i pedalerne på en enkeltstart.

Det har han bevist ad flere omgange, fortæller Tobias Hansen.

Men i næste års Tour de France er der blot én enkeltstart, og den skal Jonas Vingegaard være klar til.

- Den er kun 22 kilometer lang. For Vingegaard måtte der godt have været mere, for han er vanvittig stærk i enkeltstart. Han er bedre end Pogacar på enkeltstart, har han bevist.

- På den anden side: Havde der været 80 kilometer enkeltstart, havde en rytter som Remco Evenepoel måske valgt at stille op i Tour de France. Med så få kilometer, kan det være, han vælger at køre Giroen i stedet for. Så det er faktisk fornuftigt for Vingegaard, siger Tobias Hansen.

3

Én etape kommer til at afgøre alt

Det sidste bjergslag i sommerens Tour de France fandt sted på Hautacam. Her kørte Jonas Vingegaard først over målstregen, og han vil helt sikkert forsøge at gentage den bedrift på 17. etape af næste års Tour. (Foto: © CHRISTIAN HARTMANN, Ritzau Scanpix)

De i alt otte bjergetaper vidner om, at klassementrytterne skal stå toptrimmede og med masser af krudt i stængerne, når Tour de France skydes i gang.

For med så mange stejle kilometer får de masser af chancer for at stikke af fra hinanden og jagte drømmen om den gule førertrøje.

Men særligt én etape springer i øjnene hos Tobias Hansen.

- Det er syttende etape. Den slutter på Courchevel og går over Col de la Loze, hvor feltet kun har været en enkelt gang tidligere. Den er fuldstændig vanvittig. Den er lang, den kommer efter en etape med over 5000 højdemeter, og det er Tourens højeste punkt.

På syttende etape venter der derfor et ægte bjergdrama, og skal Jonas Vingegaard vælge blot én dag, hvor han skal køre fra konkurrenterne, er det her.

- Den etape kommer til at afgøre det hele, siger Tobias Hansen.

- I mine øjne, og det siger Vingegaard også selv, så er det en fordel for ham, når det for alvor bliver hårdt. Der er han verdens bedste. Det bliver vanvittigt.

Du kan se etapeprofilen for syttende etape herunder.

17 etape af næste års Tour de France går opad, opad og atter opad. (Foto: © Le Tour de France)

Næste års Tour de France starter d. 1. juli og slutter d. 23. juli