Selvom det er syvende gang, at Lars Bak stiller til start i Tour de France, så er det stadig en speciel fornemmelse for den midtjyske slider.
- Det hele er hypet op, og man begynder at få sommerfugle i maven, siger han til DR Sportens udsendte ved Lotto Soudals pressemøde i Düsseldorf, hvor løbet tager sin start på lørdag.
Det franske etapeløb har en mytologisk status i cykelverden, og derfor er det ikke muligt at sammenligne det med noget andet i kalenderen.
Vigtig for sponsorerne
Både i sportslig prestige og for rytternes lønsedler har løbet ekstremt stor betydning.
- Det er det største for os ryttere, fordi der er så meget mediedækning. Som sponsorerne siger, så bliver 70 procent af sponsoratet lagt på grund af touren. Så det er med at performe, og det kan man godt mærke. Folk vil gerne se nogle resultater, forklarer Lars Bak.
Silkeborgenseren føler, at han er tæt på topformen frem mod startskuddet i Tyskland, og han håber derfor på at levere de ønskede resultater.
- Jeg føler mig klar, og jeg er ikke så bekymret, som jeg var sidste år med alle mine skader. Jeg er fit for fight og kan faktisk ikke vente med at komme i gang, fortæller han.
Tour de France begynder på lørdag, og du kan hver dag følge løbet direkte i Touren på P3 fra kl. 14.03. AftenTouren på DR1 giver dig hver aften det bedste fra dagens etape.