Fuglsang får to danske holdkammerater

Astana bekræfter over for Ekstra Bladet, at holdet har indgået aftaler med yderligere to danskere fra 2017.

Jakob Fuglsang får tilsyneladende selskab af to danske ryttere i næste sæson. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Cykelrytteren Jakob Fuglsang får i næste sæson to danske holdkammerater på Astana.

Det kasakhiske cykelhold bekræfter i dag overfor Ekstra Bladet, at man henter to unavngivne danske ryttere.

- Ja, begge kontrakter er underskrevet. Det drejer sig om en bjergrytter og en rytter til klassikerne, siger Astanas sportsdirektør, Dmitriy Fofonov, til avisens hjemmeside.

I henhold til Den Internationale Cykelunions (UCI) reglement må Astana først offentliggøre navnene på de to danskere 1. august.

Skulle væk fra Tinkoff

Astanas teammanager, Alexandr Vinokurov, udtalte sig i sidste uge positivt til Ekstra Bladet omkring de to Tinkoff-danskere Jesper Hansen og Michael Valgren. De to ryttere passer i givet fald perfekt ind i beskrivelsen.

Valgren indrømmede tidligere på ugen, at han har underskrevet en kontrakt med et nyt hold, mens bjergrytteren Jesper Hansen har afvist at kommentere sin fremtid.

Det har i længere tid været sikkert og vist, at de to danskere skulle væk fra Tinkoff, der lukker ned efter den igangværende sæson.

31-årige Jakob Fuglsang har kørt for Astana siden 2013.

/ritzau/