For Jakob Fuglsang blev årets første stigning i Tour de France en lille nedtur.
Ikke alene måtte den danske Astana-rytter slippe taget i konkurrenterne, så han satte tid til i klassementet. Det var også holdkammerat - og dermed konkurrenten i kampen om rollen som kaptajn – Fabio Aru, der i overbevisende stil vandt etapen.
Men det er ikke nok til endnu at afskrive danskerens muligheder i klassementet, mener holdkammerat Michael Valgren.
- Det er selvfølgelig ærgerligt for Jakob, men jeg tror heller ikke lige, at det var hans stigning. Den var lidt for eksplosiv, og det er mere (Fabio) Aru. Det er selvfølgelig aldrig godt at tabe tid, men det er ikke helt slut.
- Man skal aldrig afskrive Jakob, og så længe han holder sig til, så kan alt ske, og der er ingen grund til, at han begynder at agere hjælperytter, for Fabio kan også have en dårlig dag, siger han.
Letter presset på Fuglsang
Jakob Fuglsang tabte over et minut til Fabio Aru, mens Richie Porte og Chris Froome begge vandt 47 sekunder på danskeren i det samlede klassement, hvor han nu er 1 minut og 33 sekunder efter den gule trøje.
Et tidstab der må anses for et slag for danskerens ambitioner om en topplacering. Han kom til Tour de France med en frisk sejr fra etapeløbet Criterium du Dauphiné i bagagen og derfor også et større forventningspres end ellers.
Nu letter en del af det forventningspres, og det kan i sidste ende komme Jakob Fuglsang til gode, vurderer holdkammerat Michael Valgren.
- Måske det tager lidt af presset af Jakob, og han i stedet kan komme lidt bagfra, som vi så i Dauphiné, hvor han kunne køre lidt mere frit, siger han.