Sagan forstår ikke Tour-udelukkelse: Jeg gjorde ikke noget forkert

Verdensmesteren Peter Sagan accepterer sin udelukkelse fra Tour de France, men er ikke enig i dommen.

Peter Sagan blev i aftes udelukket fra resten af dette års Tour de France. En beslutning, han bestemt ikke er enig i.

- Jeg kan kun acceptere juryens beslutning, men jeg er ikke enig med den. Jeg gjorde ikke noget forkert, siger Peter Sagan, som efter tirsdagens 4. etape af Tour de France blev smidt ud af løbet.

Sagan blev udelukket fra Tour de France, efter at han på afslutningen af 4. etape havde været impliceret i et styrt.

I etapens afsluttende sprint styrter engelske Mark Cavendish, da han forsøger at komme forbi Sagan helt ude ved banden.

Sagan lukker en smule af for Cavendish, og han svinger også sin albue en smule ud efter englænderen.

- Det er meget skidt, at Mark styrtede, og det er vigtigt, at han kommer sig. Det var en vanvittig spurt, ikke den første af sin slags og heller ikke den sidste, siger Sagan.

Efter etapen bedømte juryen i Tour de France, at Sagan havde ageret uforsvarligt og var skyld i Cavendishes styrt. Den slovakiske verdensmester blev derfor udelukket.