Årets Tour de France er gået ind i sin tredje uge, og for hvert cykeltråd kommer Jonas Vingegaard tættere og tættere på at få opfyldt sin gule drøm.
Men selvom danskeren nærmer sig det øverste trin på podiet i Paris, er dysten om den gule trøje langt fra slut endnu.
Jonas Vingegaard og Jumbo-Visma har stadig et fint forspring til Tadej Pogacar på andenpladsen, men søndag fik danskeren en streg i regningen, da han mistede to af sine vigtigste hjælperyttere.
Først måtte slovenske Primoz Roglic udgå, da han døjede med smerter fra et styrt tidligere i løbet, og senere fulgte hollandske Steven Kruijsvijk så trop, da han på 15. etape styrtede og udgik.
At undvære de to erfarne ryttere er et stort tab for Jonas Vingegaards hold, vurderer DR Sportens cykelekspert Brian Nygaard - og det rykker også på magtbalancen, når verdens største cykelløb går ind i sin tredje og afgørende uge.
- Jumbo-Visma har ikke den store fordel over for Ineos eller UAE længere. De har stadig Jonas Vingegaards store forspring, men de er decimeret nu i det defensive arbejde, de skal lave, og det ved Tadej Pogacar godt.
Når feltet har overstået den velfortjente hviledag, tror cykeleksperten derfor, at den dobbelte Tour de France-vinder, UAE-rytteren Tadej Pogacar, vil sidde klar helt fremme i sadlen til at udnytte enhver mulighed.
- Pogacars taktiske oplæg er det samme, men muligheden for, at det får en større effekt, er blevet bedre, fordi Jumbo-Visma har mindre at forsvare med.
- Dermed ikke sagt, at han bare kan gøre, hvad der passer ham, men han slikker sig selvfølgelig om munden, når han kan se det, siger Brian Nygaard.
Skal Jumbo-Visma ændre taktik?
Ud over at have Jonas Vingegaard i den gule trøje, når feltet rammer Paris, har det hollandske cykelhold også et andet mål.
Belgiske Wout van Aert er lige nu indehaver af den grønne pointtrøje, og hollændernes drøm er, at han også skal være det, når feltet rammer den franske hovedstad på sidste etape.
Indtil nu har den ambition betydet, at Wout van Aert er kørt i udbrud på næsten halvdelen af etaperne for at jagte point og sejre. To etapesejre og spandevis af point er det blevet til, og den offensive kørsel må derfor siges at have givet pote.
Men den kan den belgiske Jumbo-Visma-rytter måske blive nødt til at give afkald på, mener Brian Nygaard. For selvom holdet har en en drøm om at få både Jonas Vingegaard og Wout van Aert på podiet i Paris, bør det ene mål prioriteres noget højere end det andet.
- De er simpelthen nødt til at have en mere fokuseret plan, hvis de skal lykkes med at vinde den her Tour, siger cykeleksperten.
I begyndelsen af søndagens etape kørte belgieren - som så mange gange før i dette års Tour de France - i udbrud.
Og det var en mærkelig beslutning, mener Brian Nygaard, for da det hollandske hold allerede inden etapen var en mand nede, ville der blive større brug for Wout van Aert, hvis danskeren skulle ryge i asfalten.
Netop dét scenarie endte med at udspille sig på gårsdagens etape.
Afgørende betydning endte danskerens styrt ikke med at få, da han klarede sig med hjælp fra to andre holdkammerater. Men havde de ikke været inden for et par cykelstels afstand, var situationen en helt anden, og Jumbo-Visma bør derfor gentænke deres taktik, inden Tour de France-feltet kører videre tirsdag, vurderer Nygaard.
- De mister Roglic inden etapen, og så mister de Kruijswijk undervejs. Wout van Aert lavede en mærkelig beslutning ved at køre afsted i et dødsdømt udbrud, siger Brian Nygaard.
- Jumbo-Vismas styrkefordel over for UAE er stort set forsvundet nu. De skal have bedre styr på Wout van Aert.
Mandag holder rytterne et hvil, inden de tirsdag tager hul 16. etape fra Carcassonne til Foix. Du kan følge etapen direkte her på dr.dk i Touren på P4. Etapen kan ses hos TV2 og Eurosport.
