VIDEO Spansk superstjerne banker ind i hegn og ud af Touren

Alejandro Valverde måtte forlade Tour de France efter 1. etape, da han styrtede på lørdagens enkeltstart.

Tour de France 2017 blev en usædvanlig kort affære for den spanske cykelstjerne Alejandro Valverde (Movistar).

Den 37-årige spanier styrtede på den våde asfalt på enkeltstarten på 1. etape, hvor rytterne skulle tilbagelægge 14 kilometer.

Styrtet skete i et sving, hvor cyklen skred væk under Valverde, der derefter i høj fart gled ind i barrieren.

Alejandro Valverde blev liggende på asfalten og så ud til at være i store smerter, inden han fik hjælp.

Det var faktisk en virkelig dårlig dag for de spanske ryttere. Også Bahrain-Merida-kaptajnen Ion Izaguirre udgik af Touren efter et styrt i det præcis samme sving som landsmanden.

/ritzau/