FALLESENS FIDUS Froome sætter alle på plads på fodboldstadion

DR Sportens cykelkommentator, Henrik Fallesen, tror, at Chris Froome vinder dagens afgørende enkeltstart, der begynder og slutter på Velodromen i Marseille.

Normalt spilles der store fodboldkampe, men i dag er græsplænen på hjemmebanen for fodboldklubben Olympique Marseille erstattet af asfalt, der danner underlaget for afgørelsen af årets Tour de France.

22 kilometer skal rytterne køre i Marseille på årets næstsidste etape, og her er indehaveren af den gule føretrøje – Chris Froome – favorit til at vinde, vurderer DR Sportens cykelkommentator, Henrik Fallesen.

- Froome er en super enkeltstartskører, og jeg tror, at han sætter det hele på plads, tager den første etapesejr i årets Tour de France og vinder den gule trøje for fjerde gang i karrieren, lyder det fra Henrik Fallesen.

- Chris Froome er den helt store favorit. En ting er, at han fører - godt nok kun med 23 sekunder til Romain Bardet - men han er også den bedste enkeltstartskører af dem, der ligger til i toppen af klassementet. Det er værd at huske på, at der ikke skal mange uheld til førend der kan komme rigtig stor spænding om den gule trøje, men jeg tror på, at Chris Froome forsvarer sin gule trøje.

Du kan følge dagens afgørende enkeltstart i Touren på P3 fra klokken 14.