Det var afslutningen på Tour de France, og Chris Froome stod øverst på podiet i Paris. Så er alt vel gået, som man kunne forvente? Eller er det nu også sandt? Ikke helt. Årets etapeløb bød nemlig på massevis af overraskelser, dramatik og spænding.
Vi har derfor sat os sammen med DR Sportens cykelkommentator Henrik Fallesen, der har kommenteret alle etaperne på P3, og fundet frem til de største højdepunkter for årets Tour. Han begrunder her, hvorfor han har valgt disse fem:
Sagans kontroversielle exit
Sagan var det største samtaleemne hele den første uge, fordi det var i manges øjne en urimelig hård straf, som Peter Sagan fik, og det var også en af løbets største profiler, der blev smidt ud.
Det viste sig jo også senere hen i Touren, at det var en straf, som var besynderlig, da den franske sprinter Nacer Bouhanni nogle etaper senere slår ud efter en Quick-Step-rytter nogle få kilometer inden en spurtafgørelse. Og han blev ikke smidt ud.
Sagan bliver smidt ud for noget, som mange betragter som en tilfældighed, mens Bouhanni ikke bliver smidt ud for en bevidst handling. Beslutningen var meget kontroversiel, og det er noget, som der vil blive diskuteret i meget lang tid.
Tysk spurtmonster slugte etapesejre
Han viste sig som en genfødt Marcel Kittel tilbage på det niveau, som han havde for nogle år siden, hvor han også dominerede Touren. Denne gang gjorde han det så i en endnu mere ekstrem grad, end han har gjort før med fem etapesejre.
Og han trak sig jo dybest ubesejret ud af Tour de France, da han udgår på grund af skader. Fordi på den etape til Vittel, som Demare vinder, sker der jo to styrt inde på den sidste kilometer, som gør, at Kittel bliver fanget bagved dem.
Det var virkelig ærgerligt, at Kittel måtte udgå. Ikke kun fordi han mistede chancen for at vinde pointtrøjen, men også fordi han kom utrolig tæt på at nå Cavendishs rekord med seks sejre i en massespurt. Nogle talte faktisk på et tidspunkt om, at han kunne nå op på Tour-rekorden med otte etapesejre, som kun Eddy Merckx og Freddy Maertens har prøvet efter 2. verdenskrig.
Den nye franske charmetrold
Barguil er blevet Frankrigs nye charmetrold. Nu hvor Thomas Voeckler stopper karrieren har der jo skulle være en aftager ligesom, da Richard Virenque indstillede sin karriere.
Og der har Barguil så sprunget frem og smidt hånden i vejret og sagt ’hey, det er mig, der skal charmere de cykelinteresserede franskmænd i de næste mange år’.
Han har helt sikkert evnerne til det. Med to etapesejre har han jo fået sit helt store gennembrud i år. Selvfølgelig også med bjergtrøjen. Først vinder han på Bastilledagen, og så tager han sig af at vinde den måske mest prestigefyldte etape i år på legendariske Col d’Izoard.
Så han har været en af de store positive historier. Ikke bare for franskmændene, men også for cykelsporten. Den her knægt med det evige smil og med overskuddet til egentlig bare at have det sjovt. Han kommer til at charmere Tour de France de næste mange år.
Bardets slemme 'jour sans'
Det var lidt pudsigt, fordi inden enkeltstarten talte man om, at hvis Froome har en dårlig dag eller et uheld, så kan det måske være Bardets mulighed for at vinde Tour de France, hvis han også kan holde Uran bag sig.
Men det ender med, at Bardet til slut må kæmpe for overhovedet at holde sig på podiet. Lige pludselig er det ikke førstepladsen, han skal stile efter. Han skal bare være glad for at komme ind på tredjepladsen.
Bardet er i virkeligheden den af klassementsrytterne, som har den dårligste dag i hele Tour de France. Den off-dag, som vi har siddet og ledt efter, falder for Bardet på enkeltstarten. En sand ’jour sans’, som franskmændene kalder den dårlige dag, hvor det slet ikke ruller for ham, og hvor han er ved at blive ydmyget til slut, fordi Froome er meget tæt på at overhale ham.
Men Bardet får lige akkurat reddet sin podieplads med et enkelt sekund foran Mikel Landa. At man kan køre et helt Tour de France, 90 timer i sadlen, og så er der et enkelt sekund, som afgør, om man ender på podiet eller ej. Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg synes, at det var et spektakulært øjeblik.
Froome viste menneskelighed
Det var meget overraskende for os alle sammen, at Froome knækkede på Peyragudes og også tabte sin gule trøje. Det har været uvant, at Froome gør det. Han har kun tabt trøjen én gang tidligere, og det var til Tony Martin, men han har aldrig tabt den til en af dem, som er en konkurrent i klassementet.
Det startede derfor et hav af spørgsmål om, hvor sårbar han var, om han var på et lavere niveau, og er det i år, at hans regeringstid i Tour de France slutter?
Han leverede så svarene til alle de spørgsmål senere i løbet, da han viste sin styrke og lukkede ned for alle angreb imod ham.
Men det var en uventet sårbarhed, som Froome viste der. Det gav det her løb en helt anden spænding. Folk var sikre på, at han ville vinde på forhånd, men på Peyragudes begyndte folk at tænke, at det måske ikke var så sikkert. Så det var et stort højdepunkt, at han viste sig fra sin menneskelige side.