Goddag Qatar: Slutrunden i Rusland var et farvel til VM, som vi kender det

VM i 2022 skal spilles i Qatar. Det betyder introduktionen af en vinterslutrunde og muligvis 48 hold.

Qatar har været på charmeoffensiv og sendt en stor delegation til VM i Rusland. (Foto: © maxim Zmeyev, AFP or licensors)

Gærklejner, gløgg og VM i fodbold?

Det lyder som et umage trekløver, men det kan være et bud på en dansk VM-menu i 2022. Her afvikler ørkenstaten Qatar nemlig klodens største fodboldturnering i perioden 21. november til 18. december.

På grund af de hidsige varmegrader i sommermånederne bliver VM i fodbold således en vinterbegivenhed.

Det betyder også, at mange liga-kalendere skal revideres for at give spillerne mulighed for at deltage. Men det kommer til at blive en fordel i forhold til spillernes friskhed lyder det positive spin fra de arabiske arrangører.

- Spillerne vil være i midten af deres sæsoner – ikke i slutningen som nu – på et tidspunkt, hvor deres præstationer kan toppe, lyder det fra Hassan Al Thawadi, generalsekretær i organisationskomitéen for VM i Qatar, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Og det er muligvis ikke kun spilletidspunktet, som kan blive atypisk. Fifa-præsidenten Gianni Infantino åbnede for nyligt døren på klem for en slutrunde med 48 hold – en turneringsstruktur som med sikkerhed træder i kraft fra 2026.

- Dette VM har vist, at den sportslige kvalitet i landsholdsfodbolden er til 48 hold. Der er en lang række lande, som ikke har været med i Rusland, som kunne have været her: Chile, Italien, Holland, Cameroun, USA og Tyrkiet for eksempel. Hold, der plejer at være med til VM. Og vi skal huske, at den bedste måde at øge fodboldglæden i et land på er, at det er med til VM, sagde Infantino ved fredagens afsluttende pressemøde.

Det betyder, at fodbold-verdenen måske allerede fra 2022 skal vænne sig til 16 puljer med tre hold i hver ved VM. Et tiltag der skal være med til at øge sportens popularitet på globalt plan, men også et tiltag som ifølge DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger kan true turneringens kvalitet.

- Man kan sagtens argumentere for, at fodbold kan blive populær i flere lande, men omvendt må man også sige, at det her VM har vist, at der ikke er tilpas niveau i Afrika og Asien, siger han.

Hvis valget af Rusland som værtsnation for årets slutrunde har været mødt af undren, kommer de kommende år formentlig til at byde på endnu flere kritiske historier om de kommende VM-værter.

Anklagerne om bestikkelse i forbindelse med tildelingen af VM til Qatar har lydt, og de stærkt kritisable forhold for arbejderne under de igangværende stadionbyggerier er heller ikke en lukket sag.

Om VM 2022 bliver en global fodboldfest af de store, vil tiden vise. Én ting er sikkert: Det bliver noget andet.