Bayern München sender tandløse PSG ud af Europas fineste fodboldselskab

Sydtyskerne vandt sammenlagt 3-0 over den franske storklub i Champions League.

Eric Maxim Choupo-Moting scorede det første mål for Bayern München i 2-0-sejren over PSG. (Foto: © KAI PFAFFENBACH)

Lykkes det nogensinde?

Jakkesættene på ledelsesgangen i den franske fodboldklub PSG må efterhånden undre sig. For onsdag aften blev man nok engang slået ud af den prestigefulde klubturnering - denne gang i 1/8-finalerne af Bayern München, som vandt 2-0 på hjemmebane.

Tyskernes angrebsprofil Thomas Müller var selvsagt tilfreds med præstationen.

- I sådan en kamp er der altid øjeblikke, hvor du må lide og håbe på lidt held. Vi havde et kontrolleret forsvar i anden halvleg og spillede den bedste kamp. I det store og hele fortjente vi at vinde, siger Thomas Müller til mediet DAZN.

Bayern Münchens cheftræner, Julian Nagelsmann, havde efterfølgende masser af roser til sit mandskab, der eksekverede planen for aftenens kamp.

- Det er ikke let, for PSG er farlige. Vi havde god kontrol over Messi og høj besiddelse, og så er det svært for modstanderen at score. Jeg er godt tilfreds, siger Julian Nagelsmann til Viaplay.

PSG har ellers masser af stjernenavne af pryde spilledragterne med. Lionel Messi, Kylian Mbappé og Sergio Ramos var alle på holdkortet, men ingen af dem formåede at bide fra sig.

Bayern Münchens spillere fejrer sejren over PSG. (Foto: © RONALD WITTEK)

En gammel kending spændte ben for Paris

Det var ellers påkrævet, da man havde tabt 1-0 på hjemmebane i det første møde med den tyske storklub.

PSG var uden ankelskadede, brasilianske stjerne Neymar, der er ude for sæsonen, men franskmændende kom alligevel bedst fra start.

Faktisk var PSG tættest på at komme i front, da Bayern-målmand Yann Sommer faldt i staver og mistede bolden i eget felt. Portugisiske Vitinha formåede dog ikke at straffe fejlen, og de to hold gik til pause uden mål.

I anden halvleg var Bayern München som forvandlet. Med stor fysik og sammenhold blev det da også til en scoring ved den tidligere PSG-angriber Eric Maxim Choupo-Moting, som bragte Bayern i front.

PSG kastede alt frem og jagtede udligningen, men i stedet blev det hjemmeholdet, som satte punktum for Paris-klubbens europæiske drømme, ligesom de også gjorde i 2020, da tyskerne vandt over PSG i Champions League-finalen.

I slutminutterne kunne indskiftede Serge Gnabry nemlig lukke kampen efter et boldtab fra Verratti, hvilket endegyldigt sendte PSG ud af Europas fine fodboldselskab.

Meget var overladt til Messi og Kylian Mbappé i jagten på et comeback, og selv om de kom frem til sporadiske muligheder, blev det aldrig rigtig farligt. (Foto: © ANGELIKA WARMUTH)

'Vi er skuffede, vi er vrede'

1/8-finalerne blev dermed endestationen for PSG ligesom sidste sæson, da man blev sendt ud af Real Madrid.

Nederlaget føles tungt i Paris-lejren, fortæller målvogter Gianluigi Donnarumma til Sky Sports.

- Vi er skuffede, vi er vrede. Det er meget skuffende at ryge ud af Champions League, siger han.

Italienerens holdkammerat Danilo har det på samme måde, men erkender, at Bayern München var for stærke.

- Vi havde nogle chancer i første halvleg, men udnyttede dem ikke, og så bliver det svært i Champions League. Det er hårdt at ryge ud på denne måde, men sådan er turneringen, siger Danilo.

I aftenens andet Champions League-opgør mødtes Tottenham og AC Milan. Der blev ikke scoret, men resultatet betød, at det italienske mandskab avancerede til kvartfinalerne efter en sejr på 1-0 for tre uger siden.