Inden længe skal det afgøres, hvem der skal krones som kongerne af europæisk fodbold.

Bejlerne består af vanlige giganter som Real Madrid, Manchester City og Liverpool, men i år har en mindre klub i skyggen af de store sneget sig med i det royale selskab.

Og i virkeligheden er det faktisk unfair at bruge ordet 'sneget', for det er fuldt fortjent. Villarreal, det gulklædte mandskab fra en lille by på den spanske østkyst har undervejs ekspederet storklubberne Juventus og Bayern München ud af årets turnering.

På sin vis er der tale om en klub, der bokser langt over sin vægtklasse – der er trods alt tale om en by med blot 50.000 indbyggere. Men samtidig synes der også at eksistere en opfattelse af, at hvis nogen kan gøre det, så er det Villarreal.

Klubben er skam heller ikke nøgen, hvad angår international succes. Så sent som i seneste sæson vandt klubben Europa League, hvor de besejrede den engelske gigant Manchester United efter straffespark, og selvom man skal tilbage til 2006 for at finde Villerreals seneste optræden i en Champions League-semifinale, så har klubben altså været der før.

For Nicolai Lisberg, som er journalist og bosiddende i Spanien, er det ganske ubegribeligt, hvordan lille Villarreal kan være i stand til at præstere, som tilfældet er.

- Det strider imod al logik, at en klub som Villarreal nu skal spille deres anden Champions League-semifinale, siger han til DR Sporten.

Før dette årtusinde var klubben ikke særlig relevant i hverken spansk eller europæisk fodbold, men efter den lokale forretningsmand, Fernando Roig, valgte at gå ind i klubben, har den med stor hast etableret sig i den spanske ligas sup-top.

- Penge har jo selvfølgelig meget at skulle sige i fodbold, og vi har også set andre klubber i Europa komme ud af ingenting.

- Men det er lidt en anden fortælling. Villerreal har fået nogle muligheder med Roig, som præsident og ejer, der har givet dem noget kapital, men de er jo langt fra at have de budgetter, som de andre store spanske eller europæiske hold har, siger Nicolai Lisberg.

Den lokale forankring

- En lille, klassisk spansk by uden turisme eller andet særligt spændende ved den. Man kan ikke forestille sig, at der ligger en europæisk storklub i den her by overhovedet, når man går rundt i den.

Sådan beskrives byen Villarreal af Paulo Chichon, som er vært på fodboldpodcasten, Lyden af La Liga.

Byen med et indbyggertal på størrelse med Randers ligger både i skyggen af den større by, Castellón, men især også Spaniens tredjestørste by, Valencia, lidt længere nede ad kysten.

Selvom der er en enorm fodboldpassion i Spanien, er der noget særligt over Villarreal. Der er ofte stor splittelse rundt omrking i de spanske familier og regioner om, hvor loyaliteten ligger hos de spanske klubber. Men på grund af Villarreals beskedne størrelse og store succes, støtter stort set hele byens lokalbefolkning op om klubben.

- Det er fuldstændig unikt af en by i Spanien, at der er skabt den her fælles forståelse for, at alle bakker op om Villarreal. Derfor møder gud og hver en mand og kvinde fra byen op, når de spiller hjemme på deres stadion Estadio de la Cerámica, siger Paulo Chichon.

Blandede følelser

Patrick Hoff Sonne har drevet Twitter-siden VillarrealCF Danmark siden 2013, og han er et eksempel på, at opbakningen til klubben i overvejende grad findes i selve byen.

Selvom han har været fan siden 2003, har han stort set ikke stødt på nogle danske fans af klubben og vil skyde på, at der ikke er over ti inkarnerede Villarrealfans i Danmark.

- Og jeg vil nok gætte på, at jeg er den største fan af dem alle sammen, siger han.

Den mangeårige Villarreal-elsker sad klistret til skærmen, da klubben sidste år kunne løfte sit første trofæ efter sejren i Europa League. Men det var med en sær følelse i maven.

- Jeg fik sådan lidt en mærkelig fornemmelse i kroppen, da vi vandt. Det var vores første trofæ, det var kæmpestort. Vi havde aldrig set noget lignende osv. Og alligevel så havde jeg ikke rigtig nogen at fejre min glæde med.

- Så for mig som fan var det lidt en ensom fornemmelse at sidde med, siger Patrick Hoff Sonne.

Derfor er han også fast besluttet på, hvordan det skal fejres, skulle det lykkes Villarreal at nå Champions League finalen.

- Så skal jeg enten stå nede i Paris, hvor finalen spilles, eller i Villarreal sammen med alle fansene, siger Patrick Hoff Sonne.

Fortidens og nutidens stjerner

De fleste fodboldentusiasters tænder begynder at løbe i vand, når det nævnes, hvilke spillere der prydede Villarreals semifinalehold fra 2006, hvor den lille gule klub var tæt på finalebilletten, men blev besejret af Arsenal.

Marcos Senna. Diego Forlan. Juan Roman Riquelme.

Men ifølge Paulo Chichon skal man ikke tage fejl af, at nutidens mandskab også rummer store profiler. Blandt andet på den centrale midtbane løber en spiller rundt og får folk til at spærre øjnene op.

- Villarreal har nogle af de her hipsterspillere, som står i skyggen af de allerstørste stjerner i den spanske liga. En spiller som Dani Parejo er jo til at tabe kæben over. Han behandler bolden på en måde, hvor det næsten ser ud som, at han forkæler den.

- Hans betydning for holdet kan godt sammenlignes med Riquelmes i 2006-sæsonen, siger Paulo Chichon.

Nicolai Lisberg er enig i, at Dani Parejo er ekstremt vigtig for Villarreals måde at spille fodbold på.

- Man så det lidt i kampene mod Bayern München. Det er ham, der er spilstationen og som skal bygge spillet op nedefra.

- Især i sådan en kamp her mod Liverpool, hvor det godt kan blive meget kontrabaseret, så er der brug for en, der kan tage lidt af presset af ved at holde på bolden, men også sætte de offensive spillere i scene.