Manchester City maser Real Madrid og er i Champions League-finalen

Englænderne vandt semifinalen med 4-0 og er klar til den europæiske finale i Istanbul.

Manchester City fejrer det tredje mål i sejren på 4-0 over Real Madrid. (Foto: © JON SUPER, Copyright 2023 The Associated Press. All rights reserved)

Kronen er pillet af Real Madrid.

Kongeklubben tabte således med 0-4 i Champions League-semifinalen til storsatsende Manchester City på en aften, hvor der var klasseforskel.

Dermed er englænderne klar til finalen mod italienske Inter i den prestigefyldte europæiske klubturnering efter en sammenlagt sejr på 5-1 over Real Madrid.

Bernardo Silva, som var dobbelt målscorer, var yderst tilfreds med aftenens resultat.

- Det er en smuk aften for os. Vi vidste, at det ville blive svært, men det var skønt at vinde 4-0 over Real Madrid. Det var en holdsejr, siger han til Viaplay.

Den første semifinale sluttede 1-1 i et ligeværdigt opgør, men returkampen fik Manchester City hurtigt spændt ben for den spanske flamencodans.

Efter 23 minutters dominerende fodbold og over 130 afleveringer scorede Bernardo Silva det første mål, da han samtidig efterlod de spanske stjerner rundtossede.

Julian Alvarez scorede til 4-0 og fejrer målet med Phil Foden. (Foto: © Jason Cairnduff)

Feje hold som i skolegården

Portugiseren sendte bolden op i målhjørnet med så meget skru, at den kunne have malet kaffe på vejen. Den 28-årige Bernardo Silva var dog ikke færdig.

14 minutter senere var han på den igen, og det begyndte at se rigtig svært ud for Real Madrid.

Spanierne viste få svage livstegn, men da de endelig scorede, var det i eget net.

Et godt stykke inde i anden halvleg sendte hjemmeholdets midtbaneprofil Kevin de Bruyne et skarpt frispark ind i Madrid-feltet, og her var gæsternes Eder Militao uheldig. Med sit knæ kunne brasilianeren således gøre det til 3-0 i eget mål.

Manchester Citys fans sang allerede om finaler og trofæer, da heltene på græstæppet satte et punktum for semifinalen og Real Madrids europæiske drømme i overtiden med Alvarez' mål til 4-0.

Efter kampen var Real Madrids cheftræner Carlo Ancelotti ærgerlig, men havde også masser af ros til Manchester City.

- Manchester City fortjente at vinde, og de spillede godt. Det var svært at komme tilbage i kampen, selvom vi prøvede. Vi kunne have været bedre med bolden, og de pressede os højt, siger Carlo Ancelotti.

Real Madrids cheftræner kunne ikke gøre så meget andet end at løfte sit øjenbryn og se til, mens Manchester City spillede sig i Champions League-finalen. (Foto: © Oli Scarff, Ritzau Scanpix)

Dermed kan Manchester City glæde sig over at være i finalen den 10. juni mod Inter. Da vil englænderne være favoritter, mener DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

Han regner dog med, at de lyseblå overvinder presset og vinder Champions League for første gang i klubbens historie.

- Jeg vil nødig lyde bagklog, men fornemmelsen har været der hele tiden. De så i forvejen voldsomme ud, men efter købet af angriberen Erling Haaland er det lidt, hvad vi i skolegården ville kalde feje hold, siger Andreas Kraul.

- Selvom de spillede 0-0 mod FCK i parken i gruppespillet så de vilde ud. Det ligger virkelig godt til Manchester City mod Inter, og det kunne meget vel blive i år, at de går hele vejen.