DIN SPORTSDAG Håndboldkvinderne kæmper for OL-kval

Der er så rigeligt for de danske håndboldkvinder at spille for, selvom det blev til et nederlag i VM-kvartfinalen.

Nu handler det om OL-kvalifikationen for håndboldkvinderne. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Montenegro - Danmark

15:30, TV2. Det kunne umiddelbart ligne en komplet ligegyldig kamp for de danske håndboldkvinder, når de fredag eftermiddag spiller den første af to placeringskampe ved VM efter kvartfinalenederlaget til Rumænien. Det er dog på ingen måde.

Skulle Norge gå hele vejen og vinde VM-guld, så kan et nederlag mod Montenegro og efterfølgende endnu et mod taberen af kampen mellem Frankrig og Rusland vise sig katastrofalt for Klavs Bruuns tropper. Så bliver der nemlig ingen OL-kvalifikation for håndboldkvinderne. Der er derfor al mulig grund til at se med ovre hos vore gode kolleger på TV2 i eftermiddag.

Schalke 04 - Hoffenheim

20:30, EurosportDK. Hænger man lidt med håndboldhovedet efter Danmarks kvartfinaleexit, så kunne man måske lade sig trøste med lidt fodbold fra Tysklands bedste række. Her tager 'danskerklubben' Schalke 04 hjemme imod Hoffenheim i rundens fredagskamp.

Gæsterne fra Hoffenheim kæmper for livet i bunden af rækken og har blot to sejre efter de første 16 runder, mens Schalke er nummer 0tte og skal forsøge at rejse sig efter sidste rundes 2-1-nederlag i Augsburg.

Chelsea - ny træner?

00:00-00:00, internettet. Chelsea og José Mourinho gik torsdag hver til sit efter en rystende halvsæson i Premier League, hvor de forsvarende mestre blot er nummer 16 i tabellen - ét point over nedrykningsstregen. Det åbner op for en masse spekulationer om, hvem der skal overtage den 52-åriges managersæde, hvilket man kan muntre sig med hele dagen på internettet.

Hollandske Guus Hiddink, der har en fortid i Chelsea, er blandt de engelske mediers favoritter, men mon ikke der bliver kastet en masse navne ud som potentielle træneremner for London-klubben.