De danske håndboldkvinder blev sendt ud af VM-turneringen med mindst mulige margin, da Rumænien onsdag besejrede Klavs Bruun Jørgensens mandskab med 31-30 efter forlænget spilletid.
Der venter dog endnu to placeringskampe for de danske håndboldkvinder, og det er ikke bare noget, som skal overstås.
Det handler nemlig om definitivt at sikre billetten til OL-kvalifikationsturneringen.
- Vi skal være klar oven i hovedet til kampen mod Montenegro. Nu har vi ramt, der hvor der ikke er særligt sjovt, så nu er det bare op ad.
- Jeg vil gøre alt for ikke at skulle ud i en OL-gyser på søndag. Det hold med den største vilje vinder kampen, lyder det fra den danske defensivspiller Pernille Holmsgaard.
Norsk guld kan give dansk nedtur
Danmark er sikre på en plads i OL-kvalifikationen, hvis bare ikke Norge bliver verdensmestre.
Men inden semifinalerne vil mange nok pege på vores naboer mod nord som VM-favoritter. Og skulle nordmændene gå hele vejen, er kravet til Danmark en syvendeplads.
Det vil kræve en sejr i enten fredagens eller søndagens kvalifikationskamp.
Og muligheden for at komme med til Rio de Janeiro til sommer, skal være motivation nok. Det mener i hvert fald Danmarks topscorer Stine Jørgensen.
- Det er så træls, og vi har brugt mange kræfter på at bande og svovle over, at vi nu skal spille en placeringskamp. Men vi ved, hvad vi spiller om.
- Havde vi ikke skulle spille om en OL-plads, så gad man jo ikke spille. Nu skal vi heldigvis spille om en plads i kvalifikationsturneringen til OL, som er det allerstørste. Det vil man gerne med til, så vi skal nok være klar, slutter Stine Jørgensen.
Danmark møder i eftermiddag Montenegro i sin første placeringskamp Montenegro. Opgøret fløjtes op kl. 15.30 og kan følges på TV2, P3 og her på dr.dk/vm.