Det virker måske ikke videre logisk, men ikke desto mindre ser den danske landstræner Nils Nielsen en fordel i, at Danmarks modstander i EM-kvartfinalen lørdag aften er suveræne Tyskland, der har vundet EM de seneste seks gange og otte gange i alt.
- Tyskerne er næsten så gode, at det kan blive en ulempe for dem. De spiller med noget mere risiko end ved nogle af de andre slutrunder, de har været med til. Simpelthen fordi det er så fantastisk et hold, siger Nils Nielsen, der regner med, at den tyske suverænitet kan kaste nogle huller i koncentrationen af sig.
- Det gør altså også, at de engang imellem er en lille smule uopmærksomme. Der kan det godt være, at vi måske kan drille og snyde dem lidt. Det lurer vi i hvert fald på, siger den danske landstræner, der har nærstuderet det tyske hold på video og må konstatere, at den oplevelse er nogenlunde på linje med at se en god Alfred Hitchcock-film.
- Det var en lille smule som at se en gyserfilm, da vi sad og analyserede de tyske spillere. For hver gang man tror, man har styr på det, så dukker der en tysker mere op, som man lige skal forholde sig til. De er smaddergode og kæmpe favoritter, siger Nils Nielsen, der dog ikke lader det løbe så koldt ned ad ryggen, at han ryster i bukserne inden mødet med de tyske favoritter.
- Men jeg siger dig også bare, at nu har vi fået chancen for at spille mod det mest legendariske hold overhovedet, så skal vi også tage den.
Tysk respekt for dansk defensiv
Nils Nielsen har stort set intet andet end ros til overs for det tyske mandskab, og i den anden lejr tales der også med stor respekt for modstanderen.
Tyskerne har omtalt det danske forsvar, der blot har lukket et enkelt mål ind i EM-turneringen, i meget rosende vendinger inden lørdagens opgør i Rotterdam.
- Vores forsvar er alle 11 spillere. Der bliver arbejdet benhårdt på hele holdet. Vi ved godt, at vi ikke kan dominere kampene på bolden i samtlige 90 minutter. Vi kan godt være gode på bolden, men det er i kortere sekvenser. Derfor skal vi kunne stå imod presset i perioder af kampene, forklarer Nils Nielsen om den gode danske defensiv, der kommer på sin hidtil hårdeste prøve mod de forsvarende mestre.
- Men tyskerne har da ret i, at vi har været gode i defensiven, men vi har så heller ikke mødt sådan et hold som Tyskland, der er de absolut bedste til at skille sådan et forsvar ad.
Tyskerne fremhævede på deres pressemøde også den danske anfører Pernille Harder, der har været den helt toneangivende spiller for Danmark hidtil i turneringen, men fodbold er som bekendt et holdspil, så Wolfsburg-spilleren er ikke den eneste nøglespiller hos Danmark.
- De andre skal blive ved med at tage de løb omkring Harder. Det har de gjort i de andre kampe og så kommer der også chancer til dem, når hun tager så meget opmærksomhed, siger Nils Nielsen.
Danmark og Tyskland spiller kvartfinale lørdag aften 20:45. Kampen kan ses på DR1 med optakt fra 20:30.