Søster Troelsgaard efter regn-udsættelse: Spillerne synes det er en ærgerlig proces

Det var mentalt hårdt for de danske spillere, at de ikke fik lov at spille kvartfinalen mod Tyskland lørdag aften.

Sanne Troelsgaard og resten af de danske spillere skal igen sætte sig op til kvartfinalen, når de søndag klokken 12 møder Tyskland ved EM. (Foto: © Sarah Christine Nørgaard, Scanpix)

Et voldsomt regnvejr over Rotterdam lørdag aften udsatte Danmarks EM-kvartfinale mod Tyskland, da banen på stadion praktisk talt var umulig at spille på.

Derfor måtte de danske spillere sætte sig ud i bussen igen og køre mod hotellet – da det over en time efter oprindelig kampstart blev afgjort, at kampen ikke kunne spilles.

Og den melding var man ærgerlig over i spillertruppen, fortælle Lotte Troelsgaard, der er tvillingesøster til Sanne Troelsgaard, og som var med holdet helt indtil det sidste, men blev sorteret fra til sidst.

- Jeg snakkede med Sanne i går, og hun sagde selvfølgelig, det var en rigtig ærgerlig proces. Nu havde de gjort sig klar og spist godt og gjort alt, hvad de kunne, for de var sikre på, de skulle spille den her kamp. Så selvfølgelig var der lige noget, der skulle ordnes efter kampen, og de skulle have en snak om, hvad gør de lige for at gøre sig klar til i dag, fortæller Lotte Troelsgaard til DR.

Specielt mentalt er det hårdt for spillerne, at de lige pludselig ikke skal spille alligevel.

- Man forbereder sig hele dagen og flere dage op til, så man er klar fra start og hele dagen i går har de også bare ventet på at skulle spille den her vigtige kamp og har glædet sig. Og så er det lidt svært at komme ud på banen, og så viser det sig, at man ikke skal spille, så det kræver meget mentalt. Men pigerne er heldigvis så dygtige, og mange af dem har rigtig meget erfaring, så jeg er ikke i tvivl om, at de nok skal være klar fra start i dag også.

Kampen bliver i stedet spillet i dag, og du kan se kampen direkte på DR1 klokken 11:45.