De har siddet på hænderne, men nu går briterne efter en af de helt store fisk

Den russiske Chelsea-ejer Roman Abramovitj har fået indefrosset sine midler af den britiske regering.

Roman Abramovitj aktiver i Storbritannien er blevet beslaglagt. Herunder fodboldklubben Chelsea FC. (Foto: © Andy rain, Ritzau Scanpix)

Postyret omkring den engelske fodboldklub Chelseas russiske ejer har nærmest fyldt mere end resultaterne på grønsværen.

Roman Abramovitj, der siden 2003 har ejet storklubben, har været i søgelyset, da han udover at være klubejer også er russisk oligark, der er god for et stort milliardbeløb.

I Storbritannien er dele af russerens formue investeret i alt fra palæer til den succesrige fodboldklub, hvis herrehold i sidste sæson vandt Champions League. I sidste uge satte han klubben til salg, da det efter eget udsagn var 'for klubbens eget bedste'.

Men nu er salget sat i bero. Den britiske regering har indført personlige sanktioner imod Roman Abramovitj og dermed beslaglagt alt, hvad russeren ejer på britisk jord.

En beslutning, der kommer bag på DR's korrespondent i Storbritannien, Tinne Hjersing Knudsen:

- Der var ikke mange, der havde regnet med, at briterne ville slå så hårdt ned på ham. Han er blevet set som værende urørlig. Det er overraskende, siger hun.

Ifølge DR's korrespondent har briterne på bagkant af Ruslands invasion af Ukraine været sløve, når det kommer til at indføre sanktioner imod de russiske oligarker sammenlignet med EU og USA.

Derfor overrasker det også Tinne Hjersing Knudsen, at man fra regeringens side sender så stærkt et signal ved at indefryse Abramovitjs midler og dermed indblande en Premier League-klub i storpolitik.

- Abramovitj er en stor fisk og en af de rigeste mænd i Storbritannien. Han ejer et hus i Kensington, der bliver kaldt det dyreste hus, der nogensinde er blevet solgt.

- Der er en kæmpe signalværdi i indefrysningen. Den britiske regering er blevet beskyldt for at være fodslæbende og have en slap lovgivning over for de hvidvaskede penge, der bliver placeret i London, siger Tinne Hjersing Knudsen.

Teleselskabet 3, der er en af Chelseas hovedsponsorer, ønsker at suspendere samarbejdet med klubben. Her ses sponsoren på maven af den danske landsholdsanfører, Pernille Harder. (Foto: © Justin Tallis, Ritzau Scanpix)

Chelsea reduceret til en 'beslaglagt værdigenstand'

På papiret er Chelsea officielt blevet sidestillet med et sommerhus eller en porsche. En beslaglagt værdigenstand, der nu er i regeringens varetægt.

Klubben har under en særlig licens fået lov til fortsat at køre videre. Men klubsalg og derfor også klubbens fremtid er blevet kastet op i luften. Spørgsmålet er, hvor og i hvilke hænder klubben lander.

- Jeg ved simpelthen ikke, hvad der skal ske med den klub. Officielt er den beslaglagt, men uofficielt er det en fodboldklub, som regeringen vil give lov til at spille videre, da de anerkender, at det er en klub med mange fans og ansatte, der passer deres arbejde.

Indefrysningen betyder, udover at klubsalget er sat på pause, at klubben ikke må sælge yderligere billetter, merchandise, forlænge kontrakter eller købe spillere.

Klubben har derfor ikke mulighed for at forlænge konktrakten med den danske landsholdsspiller Andreas Christensen, der har kontraktudløb til sommer.

Tilbage i 2012 hentede Chelsea den dengang 12-årige Andreas Christensen fra Brøndbys ungdomsafdeling. (Foto: © Toby Melville, Ritzau Scanpix)

At hammeren lige skulle falde over Chelsea var ikke nødvendigvis givet. Også selvom Abramovitj har været på folks læber.

- Abramovitj er blevet fremhævet igen og igen på grund af sine tætte forbindelser til Putin, som han godt nok selv benægter, men også fordi han har så mange penge liggende i britiske aktiver.

- Klubben er en af flere i Premier League med en tvivlsom ejerkreds. Der er andre klubber, som også er blevet kritiseret. Det er meget bemærkelsesværdigt, at der bliver sat hårdt ind over for én af de her klubber, siger Tinne Hjersing Knudsen.

Et ganske rammende punktum

Det har altid været ambivalent at være Chelsea-fan, når det kommer til klubbens russiske ejer. Det fortæller Johan Strange, der er medlem af klubbens officielle fanklub i Danmark og manden bag fanklubbens podcast.

- Roman Abramovitj har unægteligt været en fantastisk ejer, hvis man kigger isoleret på ejerskabet. Han har gjort så meget godt for klubben i snart 20 år.

- Men forbindelserne til Putin har jo altid spøgt, og det klæder ikke nogen at forsvare ham blindt. Enhver fan med respekt for sig selv bør huske på, hvem han også er, siger Johan Strange til DR Sporten.

Roman Abramovitjs forbindelser til den russiske præsident Vladimir Putin har været omtalt nøje. Her ses de to i 2005 i Kreml i Moskva. (Foto: © REUTERS, Ritzau Scanpix)

Den danske Chelsea-fan håber, at klubben overdrager salget til regeringen, så klubben kan genoptage driften hurtigst muligt.

- Det er vigtigt, at vi får en ejer ind, der holder af klubben, vil klubben det godt og ikke bare ser Chelsea som et legetøj, siger han.

Selvom det ifølge Johan Strange er et ærgerligt punktum, russeren kommer til at sætte i London-klubben, så passer det på en eller anden måde meget godt i fortællingen om Roman Abramovitj.

- Chelsea-fans har i årtier levet med devisen 'kaos og trofæer'. Det er aldrig kedeligt at holde med Chelsea.

Her fremhæver Johan Strange det seneste års tid som et godt eksempel på netop det, da man i den periode har fyret klublegenden Frank Lampard som manager, vundet tre trofæer og oplevet kaos omkring ejerskabet på grund af invasionen.

- Abramovitj overtog en klub i kaos i 2003. Han efterlader klubben et godt sted, omend stadig i kaos og med en del usikkerhed. På den måde kan man sige, at afslutningen bliver ganske rammende, siger Johan Strange.

Chelseas herrehold ligger nummer tre i den engelske Premier League. Pernille Harder og kompagni ligger nummer to i Womens Super League.