Jürgen Klopp er kun netop blevet præsenteret som ny manager i Liverpool, men allerede nu må han døje med problemer i truppen.
Angriberen Danny Ings har nemlig i dag beskadiget sit korsbånd til træningen i klubben, og både BBC og Sky Sports skriver, at det ser alvorligt ud.
Det er kun to dage siden, at forsvarsspilleren Joe Gomez pådrog sig en lignende skade i korsbåndet, da han repræsenterede det engelske U21-landshold mod Litauen.
Den tyske manager er dog fuld af fortrøstning for 18-årige Joe Gomez’ fremtid og comeback fra skaden, selvom det ofte er alvorligt, når det gælder korsbånd.
- Fra nu af går det kun fremad, og han kan tælle dagene, indtil han er tilbage. Han er en meget ung fyr. Det er selvfølgelig ikke den bedste dag i hans liv, siger Jürgen Klopp til Liverpools hjemmeside.
- Men jeg er god til at vente på spillere, især unge spillere. Det her er hans hjem, og vi vil gøre alt for, at han kan komme tilbage så hurtigt som muligt.
Jürgen Klopp påpeger samtidig, at Gomez skal opereres for sin skade. Der spekuleres i, at Danny Ings lige så må under kniven.
Joe Gomez har spillet fem af de første otte Premier League-kampe for Liverpool i denne sæson, mens Danny Ings har været med i syv liga-kampe og scoret to mål.