Han kan ikke beskrive det med ord. Men så gør han det på en anden lidt mere højlydt måde. Hvis Leicester i aften bliver engelske mestre, vil klubbens danske scout, Ole Nielsen, nemlig fejre det på sin egen måde.
- Jeg er arbejdsramt, så jeg får ikke mulighed for at se kampen i aften, siger Ole Nielsen om kampen i aften mellem Chelsea og Tottenham, der i tilfælde af pointtab til Spurs kan sende mesterskabet til Leicester allerede i aften.
- Jeg skal til Bremen for at se Werder mod Stuttgart. Men når jeg kører hjem fra Bremen, vil jeg høre radio, og den vil der blive skruet helt op for, siger Ole Nielsen og fortsætter:
- Og så kan det godt være, at når jeg kører gennem Hamborg, at jeg trykker hornet i bund gennem Elbe-tunnelen, hvis vi bliver mestre. Det håber jeg, ellers må jeg jo vente til lørdag. Men det skal bare hjem det mesterskab, jo før, desto bedre, siger Nielsen, der er lige så overrasket over Leicesters succes som alle andre.
- Man har en forventning om at vinde hver kamp, man spiller, og vi har så gjort det så tilpas mange gange, at vi kan blive engelske mestre. Det er svært at finde ord, der kan beskrive det, men det er en god følelse.
Scout for OB
Ole Nielsen scouter det skandinaviske marked for Leicester og har blandt andet sendt den tidligere FCK-spiller Daniel Amartey samt målmanden Daniel Iversen fra Esbjerg til klubben. Den 41-årige fynbo har tidligere scoutet for Newcastle og Bolton, men hans fuldtidsjob er som scout for OB.
I aften er Ole Nielsen altså i Bremen, men han forventer, at Leicester bliver mestre, ligegyldigt hvordan det går i aften
- Nu er man begyndt at tale om, at man bliver skuffet, hvis ikke det sker, og presset er jo på Tottenham i aften. I den situation, vi er i nu, vil det være en større overraskelse, hvis ikke vi blev mestre, end hvis vi gjorde det, siger han.
- Der var ingen, der kunne forudse dette scenarie for et år siden, men vi skal lige have det afgjort, inden vi kan løfte armene over hovedet, siger Nielsen og ærgrer sig over, at han misser en eventuel fest i aften i Leicester.
- Jeg kan læse mig til, at der er en helt vild stemning i byen, og stadion har jo været helt oppe at køre det sidste års tid. Det kunne være spændende at opleve helt tæt på, men nu må vi se, hvad der sker, siger scouten.
En lille møtrik
Selv om Ole Nielsen ikke har bidraget med bærende spillere på holdet, føler han alligevel, at han har gjort sit for klubben.
- Man engagerer sig hundrede procent, og jeg føler mig som en del af det. Måske er jeg kun en lille møtrik i en kæmpe maskine, men jeg føler selv, jeg har sat et aftryk, i og med at der er kommet et par spillere derover på min anbefaling, siger han.
- Og de spørger mig jo også til råds, så jeg er en del af det hele. Men det er jo ikke min skyld alene, der er mange, der har en meget, meget større andel i det, siger Ole Nielsen.