Alverdens medier kan rapportere det samme. Deres historier op til aftenens Europa League-finale mellem Liverpool og Sevilla fortæller det samme: Finalen hovedperson er ikke en spiller fra de to hold, men Liverpools manager Jürgen Klopp.
Den karismatiske tysker har været i fokus i dagene op til finalen, og især ved gårsdagens presseseance på St Jakob-Park Stadium i Basel var Klopp centrum for presse og fans. Den livlige tysker var som sædvanligt åben og gav sig god til alle.
Også til en dansk rap-gruppe, Suspekt.
https://twitter.com/6erendk/status/732858150546771968
De engelske medier er enige om, at finalen i Basel er vigtig for Jürgen Klopps virke og indflydelse i Liverpool. BBC skriver, at EL-succes vil være ”vital i forhold til Klopps Liverpool-revolution”, mens Daily Mail mener, at et EL-trofæ vil gøre Klopps første år i Liverpool til ”et mesterværk.”
Jürgen Klopp har stået i spidsen for Liverpool i 51 kampe, hvoraf de 23 er blevet vundet, de 17 er endt uafgjort, og 11 er blevet tabt. Men som de engelske eksperter påpeger, er det ikke så meget resultaterne, som det er stemningen, energien, motivationen og viljen til sejr, som Klopp har haft afgørende indflydelse på.
Eller som kaptajn Jordan Henderson siger:
- Vi har gjort massive fremskridt under manageren. Man kan se og føle indflydelsen, ikke kun på spillerne, men også på fansene. Vi er alle steget i niveau, siden han kom, siger Jordan Henderson.
Tvivlere til troende
For Jürgen Klopp har det handlet om at genskabe den tro på egne evner og styrke, som Liverpool tidligere har suget næring fra, og som har været tørret ud i et stykke tid ved Merseyside.
Som Klopp sagde, da han tiltrådte.
- Min opgave bliver at forvandle tvivlere til troende, sagde Klopp henvendt til spillere, fans og medier.
Den 48-årige tysker er siden den udtalelse blevet imponeret over, hvor stor troen på Liverpool faktisk er rundt omkring i verden.
- Jeg kan love, at vi vil gøre alt for at vinde Europa League. Vi ved, hvor meget vores fans vil have, at vi skal vinde. Vi har fans overalt i Europa. Overalt, vi kommer, er der allerede Liverpool-folk til stede, nemlig fans. I alle dele af verden, siger Klopp og fortsætter:
- Og vi vil elske at blive det hold, der får disse folks drømme til at blive virkelighed. Hvad mere kan jeg sige? Vi er klar, siger Liverpool-manageren.
Tro på det
De er begyndt at tro i Liverpool. Et Europa League-trofæ vil forstærke denne tro – derudover vil Liverpool med en finalesejr kvalificere sig direkte til Champions League – og spillerne vil trods alt have et trofæ at se tilbage på.
Hvilket er vigtigt, mener Klopp, der selv har samlet på for lidt for mange andenpladser i de seneste år.
- Det handler om at kigge tilbage, når man slutter karrieren. Der er en stor økonomisk belønning ved at spille Champions League, men hvis du har spillet i turneringen seks sæsoner uden at vinde noget, vil der ikke være meget at se tilbage på, når du stopper.
- Det er en vidunderlig historie, man kan fortælle sine børnebørn, når man er gammel, om det at være en Liverpool-legende. Jeg ved ikke, hvordan det føles at være en Liverpool-legende, men det er en af de bedste ting, man kan føle i fodbold, siger Jürgen Klopp.
Bedre end ingenting
Det, han selv kan se tilbage på, er eksempelvis fire finale-nederlag i træk: Liga Cuppen med Liverpool, Champions League-finalen i 2013 og de tyske pokalfinaler i 2014 og 2015 med Dortmund.
- Jeg har for mange sølvmedaljer. Men det er naturligvis bedre end ingen medaljer overhovedet. Jo længere tid, der går uden at vinde et trofæ, desto hårdere prøver man, og desto større er sandsynligheden for at det lykkes, siger Klopp, der trods alt har vundet to mesterskaber og en pokaltitel med Dortmund.
Hvorvidt det skal blive til endnu et trofæ til Jürgen Klopp, vil man kunne se i aften, hvor kampen starter klokken 20.45.