DBU-konflikt skærpes: Fodboldkvinderne er ikke mødt op i landsholdslejr

Kvindelandsholdet er ikke mødt op i landsholdslejren, og dermed fortsætter konflikten med DBU forud for fredagens kamp mod Holland.

Konflikten mellem DBU og landsholdene får nu konsekvenser for planlagt træningssamling. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Konflikten mellem landsholdsspillerne og ledelsen i DBU (Dansk Boldspil-Union) har i dag fået et nøk opad.

Fodboldkvinderne er ikke mødt op til den planlagte landsholdssamling i Horsens, hvor de skulle have forberedt sig på fredagens kamp mod EM-guldvinderne fra Holland.

Dermed risikerer 9400 fodboldinteresserede tilskuere at stå skuffede tilbage på fredag, for gentagelsen af EM-finalen havde på forhånd påkaldt sig stor opmærksomhed, og der var for længst meldt udsolgt på Casa Arena.

Den 19. september er der point på spil, når Danmark møder Ungarn i en VM-kvalifikationskamp.

Presseseance erstatter træning

Sanne Troelsgaard, Simone Boye, Theresa Nielsen og de øvrige landsholdsspillere skulle være mødt op på Hotel Bygholm Park klokken 13.30, men midlertidig landstræner Søren Randa-Boldt og resten af trænerteamet får dem ikke at se lige foreløbig.

Af samme grund er den planlagte træning klokken 17.30 også aflyst, og den bliver i stedet erstattet af en presseseance med landstræneren en time senere.

Konflikten udspringer af forhandlingerne om en ny aftale mellem DBU og kvinde- U21-landsholdene, hvor parterne på en række områder står langt fra hinanden.

Søndag skulle repræsentanter for kvinderne mødes med DBU, men der nåede de tilsyneladende ikke frem til en løsning. Dermed fortsætter konflikten, der de seneste dage er blevet skærpet i tonen med beskyldninger fra begge sider.

Herrelandsholdets anfører, Simon Kjær, beskyldte DBU for bevidst at skabe splittelse, mens det fra DBU pure afviste og i stedet antydede, at Spillerforeningen modarbejdede processen.

Parterne har siden efteråret 2016 forhandlet om en landsholdsaftale uden at nå til enighed.