Pernille Harder: Søndergaard kan gøre os bedre

Pernille Harder mener, at den nye landstræner, Lars Søndergaard, kan udvikle holdet til et bedre niveau.

Pernille Harder er godt tilfreds med ansættelsen af Lars Søndergaard. (Foto: © Sarah Christine Nørgaard, Scanpix)

Det kom som en overraskelse, da DBU tidligere på ugen præsenterede kvindelandsholdets nye træner. Lars Søndergaard var ikke lige et navn, man forbandt med posten som kvindelandstræner eller med kvindefodbold i det hele taget.

Men ifølge landsholdets anfører, Pernille Harder, giver det god mening at hente en type som Lars Søndergaard, der med sin erfaring fra både Superliga og udland kan videreudvikle holdet og gøre det bedre, så det kan tage det næste skridt mod verdenstoppen.

- Det er et meget interessant navn. Man har jo set ham være træner i Superligaen, og hans cv vidner om meget erfaring. Jeg glæder mig meget til at møde Lars og lære ham og hans fodboldfilosofi at kende, siger Pernille Harder til DR.

- Jeg tror, han kan tage os skridtet op i vores udvikling. Det er også derfor, man har valgt ham, tror jeg. Ud fra de samtaler, man har haft med ham, er det også det indtryk, man har fået af ham, siger hun og uddyber:

- Han har meget erfaring, været mange steder også i udlandet, og så kommer han med nye, friske øjne, der kommer, siger Harder, der endnu ikke har snakket med Lars Søndergaard.

Fordele og ulemper

Som anfører er Pernille Harder blevet taget med på råd i forhold til ansættelsen af en ny landstræner. Og DBU har ifølge hende ramt plet i forhold til spillernes ønsker.

- Vi har haft en dialog om, hvilken type træner vi godt kunne tænke os, både som person og i forhold til, hvordan den person vil agere på det taktiske. Vi er kommet med vores mening, hvilket DBU har taget med for at finde den profil, som jo blev Lars, siger Harder.

En profil, som ved præsentationen måtte erkende, at han aldrig havde set én eneste ligakamp i 3F-ligaen.

- Det er måske den eneste ulempe, men det kan jo både være en fordel og en ulempe, siger Pernille Harder og fortsætter:

- En fordel på den måde, at han er helt på bar bund. Han kender ikke nogen, hvilket gør, at alle er på samme niveau, når man kommer til de første samlinger. Og så gør det ikke så meget, at han ikke kender særligt meget til kvindefodbold, for vi har en stab omkring ham, som kender alt til det.

Bedste år i karrieren

Det er et succesfuldt hold med succesfulde spillere, Lars Søndergaard overtager. Især anfører Pernille Harder har haft et fremragende år for både Wolfsburg og landsholdet.

- Det har været mit bedste år indtil nu. Det har bare været et godt år titelmæssigt og spillemæssigt, virkelig fantastiskt, siger Pernille Harder.

- Det startede med et klubskifte til Wolfsburg, hvor det hele var lidt uvist, fordi man ikke vidste, hvordan det ville komme til at gå, siger hun og fotsætter:

- Men jeg kom godt ind på holdet og var med til at vinde mesterskab og pokalen. Så fik vi sølv med landsholdet til EM, og nu overvintrer vi på førstepladsen med Wolfsburg, siger Harder og glemmer, at hun også er topscorer i ligaen med 11 mål.

Selv konflikten mellem landsholdet og Spillerforeningen på den ene side og DBU på en anden side, ser hun som en positiv og nødvendig ting, holdet skulle igennem.

- Konflikten var en nødvendighed for udviklingen. Vi vil fortsætte med at udvikle os på landsholdet, og det kræver, at man tager nogle kampe på andre fronter. Det var en åndssvag kamp, men det var det hele værd, og det var en vigtig kamp, vi tog for fremtiden.

Til næste år skal landsholdet på trods af Uefa’s pointstraf forsøge at kvalificere sig til VM, og så har Pernille Harder store ambitioner med hensyn til sin trofæjagt i 2018.

- Vi er nummer ét i ligaen, vi er stadig med i pokalen og i Champions League, så målet er at vinde så mange titler som muligt. Og så skulle vi gerne gå videre til VM med landsholdet, siger Pernille Harder.

Sammen med sine landsholdskammerater drager Harder til USA 14. januar for at spille testkamp mod amerikanerne, mens Bundesligaen starter midt i februar.