Der var klasseforskel i den første af to playoffkampe, da Danmark tabte 2-0 til Holland foran 19.000 tilskuere i Breda. Det erkendte danske Nadia Nadim kort efter kampens afslutning.
Angriberen var ærgerlig over det danske spil i første halvleg, hvor Holland stressede det danske landshold og let bragte sig foran med to mål.
- Det er selvfølgelig en svær situation. Vi kommer ikke godt fra start. Vi er for langt fra hinanden og forsøger med enmandspræstationer, og det gjorde det svært, sige Nadia Nadim.
Selv mente Nadim, at jo længere kampen skred frem, jo bedre vandt Danmark indpas i kampen. Særlig i anden halvleg viste danskerne, at der er muligheder mod Holland.
- Vi bliver bedre til at holde fat i bolden. Når vores midtbane kommer med, er der masser af plads til at spille.
- Hvis man skal være optimistisk, er Holland et hold, vi kan spille op med.
Nadim selv spillede ikke sin bedste landskamp, men på trods af sin og holdets præstation, tror angriberen fortsat, at det danske landshold kan vinde samlet over Holland.
- Det kan godt lade sig at gøre, alt kan lade sig gøre, det er bare svært lige nu. Vi skal score to, de må ikke score. Det er ikke umuligt.
Anden playoffkamp bliver spillet i Viborg på tirsdag klokken 18.00, og kampen sendes på DR1.