FC Nordsjællands kvinder henter tidligere dansk landsholdsspiller

FC Nordsjælland har skrevet kontrakt med angriberen Camilla Kur, der senest har spillet i norske Vålerenga.

Camilla Kur jubler her over et mål for Fortuna Hjørring. ARKIVFOTO (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

FC Nordsjællands kvindehold går efter en oprykning til landets bedste række i denne sæson.

Og i bestræbelserne på at nå det mål har de skrevet kontrakt med den tidligere danske landsholdsspiller Camilla Kur.

Og det er især projektet i Farum, som har lokket den 29-årige angriber til.

- Det er så stort, at en Superligaklub er klar til at give kvinderne samme muligheder som mændene. Det har jeg kæmpet meget for gennem årene, og det bliver spændende at være med i det her fede projekt, siger hun til FC Nordsjællands hjemmeside.

Det seneste år har Camilla Kur været på barsel, men til nytår bliver hun en del af holdet i Farum.

- Jeg har savnet det meget. Det er svært at undvære fodbold, når man er vant til at træne hver dag, og der er også hele det sociale aspekt. Derfor glæder jeg mig meget til at komme i gang igen og være en del af projektet i FC Nordsjælland, siger hun.

Camilla Kur spillede 2009 til 2012 i Brøndby, hvor hun lavede 66 mål

for klubben. Derudover har hun spillet mere end 100 kampe for Fortuna Hjørring, mens karrieren også har budt på ophold i både USA og Italien.

Hun har derudover spillet ti landskampe for Danmark.