Klubbernes organisation frygter, at psykiske udfordringer er udbredt i de danske ligaer

Divisionsforeningen er bekymret for, at der er uopdagede psykiske udfordringer blandt spillerne i ligaklubberne.

HB Køge er dansk mester i fodbold. Her ses nogle af klubbens spillere i en Champions League-kamp mod Juventus sidste år. Arkivfoto. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Psykiske lidelser er en del af dagligdagen, fortæller flere tidligere A- og ungdomslandsholdsspillere på kvindelandsholdet i fodbold i en ny DR-dokumentar med titlen 'Fodboldens usynlige syge'.

DR har gennem det seneste år talt med 35 nuværende og tidligere A- og U-landsholdsspillere, som har eller har haft symptomer på en psykisk lidelse.

Blandt andet berettes der om tvangsmotion, anoreksi og bulimi. Og fællesnævneren for en del af spillerne er optakten til EM i 2013, hvor DBU satte fokus på at optimere de fysiske krav under kvindelandsholdets faner.

Noget, der er skræmmende at se, lyder det fra Katja Moesgaard, der er forperson i Kvindedivisionsforeningen, som varetager interesserne for de 30 klubber, der spiller i landets tre bedste fodboldrækker.

- Det er rystende. Jeg er ked af at se og opleve de skildringer, der er i dokumentaren.

- Jeg ved ikke, hvor meget fokus der er på psykiske lidelser i ligaklubberne. Jeg tror, der er fokus på det, og jeg tror, at der er en bevidsthed om mental sundhed fylder, men jeg er usikker på, hvor meget klubberne arbejder med det. Det vil jeg undersøge, siger hun.

Blev oprigtigt ked af det

En af dem, der fortæller om tvangsmotion i DR's dokumentar, er Julie Tavlo Petersson, som er en af de spillere, der oplevede, hvordan hun skulle være med til offentlige vejninger på landsholdet frem mod EM i 2013.

I videoen herunder kan du et udklip fra dokumentaren 'Fodboldens usynlige syge' høre, hvad DBU’s fodbolddirektør, Peter Møller, mener om de offentlige vejninger, som fandt sted på A-landsholdet i 2013:

Vejningerne endte med at få betydning for Julie Tavlo Peterson, da hun efterfølgende udviklede den psykiske lidelse tvangsmotion.

Noget, der stadig påvirker hende i dag.

Men hos Julie Tavlo Petersons nuværende klub, Brøndby IF, er de meget opmærksomme på, at der ikke opstår psykiske udfordringer, mens spillerne er klubregi, fortæller sportschef Claus Jensen.

- Jeg er rimelig overbevist om, at vi fanger alt det, der måtte være. Ellers ville jeg godt nok være ærgerlig over det. Vi er meget opmærksomme på det. Vi har ikke offentlige vejninger, og vi lægger ikke testresultaterne frem for hele truppen, siger Claus Jensen.

- I de seks år jeg har været i klubben, har vi aldrig gjort os i den slags, og vi kommer aldrig til at gøre det. Aldrig.

Også hos de danske mestre, HB Køge, har dokumentaren sat tanker i gang, fortæller klubbens administrerende direktør, Per Rud.

- Jeg blev oprigtig ked af det, ærgerlig og hårene rejste sig på mine arme undervejs, da jeg så udsendelsen. Det var en barsk oplevelse at se dokumentaren, siger han.

- Vi er nødt til at gøre noget ved det her, og på bagkant af dokumentaren vil vi tage en snak med vores stab om, hvad vi kan gøre bedre. I sidste ende må vi prioritere nogle flere midler, så vi kan få større fokus på mentale udfordringer. Det er der ingen tvivl om.

Er bekymret for omfanget

Trods HB Køges og Brøndby IF's opmærksomhed på spillernes mentale sundhed er Katja Moesgaard dog stadig nervøs for, om der er mange spillere med psykiske udfordringer i de danske klubber, som aldrig bliver opdaget.

- Det bekymrer mig rigtig meget. Og jeg er rigtig ked af, at det er sådan for nogle spillere, og jeg er ked af, at det er et miljø, hvor nogle spillere kommer ud i situationer, som ikke bare er enkeltstående tilfælde.

- Vi bør kigge ind i, hvor tidligt der skal sættes ind. Det kan godt være, at der er ressourcer og kompetencer på landsholdene, men hvad med dem, der spiller i 1. division eller på ungdomsholdet? Hvad kan der tilbydes der, hvor der bliver knoklet for at opnå drømmene?

Ja, for klubberne har et ansvar – på tværs af alle hold, siger Per Rud.

- Vi bør fokusere mere på det mentale og tænke mindre over, hvor vigtigt det er at få en ny fløjspiller til klubben. Vi har et stort ansvar, når vi i en tidlig alder arbejder elitært og professionelt med pigerne. Vi har et ansvar for at sikre, at meget få eller ingen får psykiske udfordringer.

Kulturministeren Jakob Engell-Schmidt (M) reagerede søndag på dokumentaren og de tidligere og nuværende landsholdspilleres beretninger om blandt andet offentlige vejninger på A- og U-landsholdet.

- Jeg kommer til at invitere DBU's ledelse ind på ministerkontoret til en redegørelse for de forhold, der nu er blevet afdækket. Og jeg forventer at få en forsikring om, at der arbejdes på en anden måde i dag, og at lignende forhold aldrig kommer til at gentage sig, siger Jakob Engell-Schmidt.