VIDEO Fortuna Hjørring vinder sit 10. danske mesterskab

Fortuna Hjørring vandt på udebane med 4-0 over BSF, og dermed er klubben for 10. gang i historien dansk mester.

Det har været en lang uge for spillerne i Fortuna Hjørring.

Klubben kunne i sidste weekend nemlig vinde gulvet på hjemmebane, men smed muligheden på gulvet ved at tabe 1-2 til VSK.

Derfor var presset steget en smule på 3F Ligaens tophold inden søndagens kamp. Rivalerne fra Brøndby slog nemlig Kolding Q, og derfor var en sejr påkrævet for at mesterskabet skulle blive en realitet.

Og den besked havde Fortuna Hjørring spillerne taget til sig.

Der gik således kun syv minutter, før brasilianske Tamires de Brito bragte nordjyderne i front, og efter en halv time var det Karen Holmgaard, som gjorde det 2-0.

Derfor blev champagneflaskerne så småt fundet frem bag Fortuna Hjørrings bænk, og da Tamires de Brito efter 50 minutter gjorde det til 3-0, så var det mesterskabet hjemme.

At Ida Guldager i overtiden gjorde det til 4-0 havde ikke den store betydning, da spillerne allerede var i godt gang med at fejre mesterskabet på sidelinjen.

En af målscorerne, Karen Holmgaard, var stærkt tilfreds med at holdet formåede at bevare roen i sommervarmen.

- Vi var egentlig ikke nervøse i dag, og vi havde god ro på, selv om vi ikke spillede op til vores bedste i sidste uge, sagde Karen Holmgaard, og tilføjede om holdets sæson.

- Vi har stået sammen som et hold gennem hele sæsonen, og vi har spillet god fodbold, så det er så fedt at være dansk mester, især efter vi smed muligheden i sidste uge, lød det fra Karen Holmgaard.