Irlands landstræner: Det bliver interessant mod Danmark

Irlands landstræner virkede tilfreds med at få Danmark som modstander i de forestående VM-playoffkampe.

Irske fans jubler under kampen mod Wales, der sikrede Irland en plads i VM-playoffkampene, hvor de nu skal møde Danmark. (Foto: © John Sibley)

Irlands landstræner, Martin O'Neill, så ganske tilfreds ud, da han kort efter lodtrækningen til de forestående VM-playoffkampe skulle forholde sig til, at Danmark bliver modstanderen.

Irland var blandt de useedede nationer, mens Danmark var seedet.

- Når man er useedet, bliver det altid svære kampe. Jeg kender Danmarks træner (Åge Hareide, red.), fordi vi har spillet på hold sammen. Det bliver interessante kampe, siger Martin O'Neill ifølge Irlands Fodboldforbunds Twitter-profil.

Irland kom med til playoffrunden takket være en 1-0-udesejr i sidste spillerunde over Wales. Den betød, at Irland sneg sig videre som kvalifikationens næstdårligste toer.

O'Neill håber at kunne udnytte den gode afslutning på kvalifikationsgruppen.

- Momentum er meget vigtigt. Vi vandt vores to sidste kampe for at nå hertil. Det vil vi forsøge at køre videre på, lyder det fra Irlands træner.

Danmark har hjemmebane i det første opgør mellem 9. til 11. november, mens Irland slutter af på hjemmebane tre dage efter den første kamp i København.

/ritzau/