Messi igen årets spiller i Europa

Den argentinske fodboldspiller Lionel Messi er for tredje gang blevet kåret til årets spiller i Eruopa.

Lionel Messi glæder sig over sin kåring. Cristiano Ronaldo tænker vist på noget andet. (Foto: © Eric Gaillard, Scanpix)

For tredje gang i karrieren vandt Lionel Messi i aften prisen som årets spiller i Europa. Det blev offentliggjort ved lodtrækningen til Champions League.

Prisen uddeles af Uefa, men det er repræsentanter fra pressen, der stemmer om, hvem af tre kandidater, der skal have prisen.

Takker sit hold

- Vi er en samlet enhed i truppen, som har arbejdet hårdt for at nå de mål, vi har nået. Jeg er utroligt glad og vil gerne takke min holdkammerater – uden dem havde jeg ikke opnået dette, sagde Lionel Messi ved prisoverrækkelsen.

I år var Real Madrids Cristiano Ronaldo samt Messis holdkammerat fra Barcelona, Luis Suarez, også nomineret til prisen.

Lionel Messi får ikke mindst prisen for sin rolle i sidste sæsons ’treble’ for Barcelona. Her scorede Messi 58 mål i alle turneringer.