Sanfrecce Hiroshima: Mazda-mestre med succes

Den asiatiske repræsentant ved VM for klubhold har bygget sin succes på et fundament af japanske spillere.

Hiroshimas spillere jubler efter en scoring imod Auckland i deres første kamp ved VM for klubhold. (Foto: © Toru Hanai, Scanpix)

Historien har været hård ved Hiroshima, der i hele verden er kendt som byen, der i 1945 blev destrueret af verdens første atombombesprængning. At besøge Hiroshima er den dag i dag en bevægende oplevelse med museer og mindesmærker om de ødelæggelser, A-bomben forårsagede.

Selve byen er for længst bygget op igen og er i dag en travl, japansk millionby – og på det seneste også hjemsted for landets bedste fodboldhold.

Sanfrecce Hiroshima har vundet tre af de sidste fire sæsoners japanske mesterskab, og succesen er skabt på lidt utraditionel vis. Ikke ved indkøb af dyre udlændinge, hverken som træner eller spillere, men ved kontinuitet og gennem tro på, at langtidsplanlægning kan lykkes i fodbold.

Brasiliansk undtagelse på toppen

Derfor har Sanfrecce Hiroshima i de seneste sæsoner fremstået som et sammentømret mandskab bestående af rigtig mange spillere, som har været i klubben i adskillige sæsoner. Bedst symboliseret ved midtbanestjernen Toshihiro Aoyama, som vurderes som en af J-Leagues vigtigste spillere – han har altid repræsenteret Sanfrecce Hiroshima, som i øvrigt er ejet af bilgiganten Mazda.

Klubbens træner, Hajime Moriyasu spillede selv næsten 300 kampe som aktiv for den klub, han har ført til de tre titler. Den store angrebsstjerne, Hisato Sato, må næsten siges at være ny i klubben i denne sammenhæng – han har kun spillet for Hiroshima siden 2005... Sato tangerede i denne sæson rekorden for at have scoret flest mål i J-League, 157 scoringer er den 33-årige måltyv noteret for.

Der er dog også undtagelser fra holdets lokale, stabile profil. Før denne sæson blev brasilianeren Douglas hevet ind på en lejekontrakt, og det var en god ide: Douglas har lavet 21 mål i sæsonen, men er næppe et navn, der siger europæiske tilskuere ret meget, idet han aldrig har spillet i Europa.

Kroatisk klubmand

Men klubben er ellers ikke kendt for kortvarige udenlandske bekendtskaber. Eneste anden ikke-japaner i truppen er den kroatiske back Mihael Mikic, og den tidligere Kaiserslautern-spiller er i gang med sin syvende sæson i Hiroshima.

Sanfrecce Histoshima har imponeret i de første to kampe ved klub-VM med sikre sejre over Auckland City FC fra New Zealand og de afrikanske mestre TP Manzebe.

I dag gælder det så den argentinske storklub River Plate i det, der nok er Sanfrecce Hiroshimas største opgave nogensinde. Her får man for alvor at se, hvor langt klubbens tro på egne folk rækker.

Se Sanfrecce Hiroshima mod River Plate direkte på DR3 kl. 11.20.