Abdulrahman.. Hvem? Stort set ukendt dommer fra Qatar skal dømme bronzekampen

Abdulrahman Al-Jassim har kun dømt én VM-kamp i karrieren.

Abdulrahman Al-Jassim ses her i opgøret mellem USA og Wales. (Foto: © Tom Weller, Tom Weller/picture-alliance/dpa/AP Images)

En god tommelfingerregel er som regel, at de bedste dommere skal dømme de største kampe.

Men til bronzekampen ved VM er der faldet et forholdsvis urutineret navn ud af fordelingshatten.

Det internationale fodboldforbund, Fifa, har nemlig valgt Abdurahman Al-Jassim fra Qatar til at fløjte i kampen mellem Kroatien og Marokko.

Den 35-årige dommer har kun dømt én VM-kamp tidligere i karrieren.

Det skete i første runde af det indledende gruppespil i opgøret mellem Wales og USA.

’Overraskende’, skriver den tidligere danske topdommer Claus Bo Larsen til DR Sporten, der ikke kender dommeren fra Qatar.

Også DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger kalder det ’en lille gave til værtsnationen’.

- Jeg er ikke sikker på, at den ene indledende gruppekamp har gjort ham varm favorit til at dømme bronzekampen. Der er helt tydeligt lagt vægt på nogle andre ting: Nemlig at værtslandet også skal anerkendes.

- Men vi må også huske, at det er en dommer, der har været med i turneringen, han har papirerne i orden, og derfor kan Fifa godt forsvare valget, selvom vi godt kan trække lidt på smilebåndet over det.

Abdulrahman Al Jassim dømte et straffespark med ti minutter tilbage af opgøret mellem USA og Wales. (Foto: © Carl Recine, Ritzau Scanpix)

En stor risiko

I Kroatien nøjes de ikke med at smile.

Allerede før lørdagens bronzekamp har kroaternes landstræner, Zlatko Dalic, været ude at sætte spørgsmålstegn ved dommerpåsætningen.

- For at være helt ærlig så tager Fifa en stor risiko. Jeg undervurderer ikke nogen, men jeg håber ikke, at vi kommer til at snakke om dommeren efter opgøret, sagde han på fredagens pressekonference.

Abdulrahman Al-Jassim har været dommer i Fifa-regi i ti år, han har tidligere dømt en semifinale ved Gold Cup, der er Nord- og Mellemamerika pendant til EM, og så var han også hoveddommer i finalen ved VM for klubhold i 2020, der blev spillet i Qatar.

Det er derfor ikke en dommer, som det internationale fodboldforbund har fundet i skolegården, men det kan alligevel vise sig, at Fifa er gået ud på tynd is med deres valg af dommer, mener Henrik Liniger.

- Når du vælger en dommer, der ikke er den oplagte, så vil der være ekstra fokus. Kan han ikke styre løjerne, så har Fifa blottet sig selv for enormt stor kritik. Derfor er det også et sats, lyder det fra Henrik Liniger, inden han samtidig understreger, at han ikke tidligere er stødt på kritik af dommeren fra Qatar.

I søndagens VM-finale mellem Argentina og Frankrig er polske Szymon Marciniak udvalgt til at dømme opgøret.