Lionel Messi og Luka Modric er formentlig blandt de to bedste spillere, der har båret 10-tallet på ryggen af en fodboldtrøje siden årtusindeskiftet.
Den ene måske bedre end den anden.
DR Sporten har kigget lidt nærmere på de to spilleres styrke og deres indbyrdes statistikker, før de to anførere mødes i VM-semifinalen mellem Argentina og Kroatien tirsdag klokken 20.
Et moment, der kommer til at ose af verdensklasse, allerede inden der skal sparkes til bolden, forudser DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul, der skal kommentere opgøret på DR1.
- Jeg er sikker på, at jeg kommer til at fornemme storheden, når der skal trækkes lod. Når de står der med hver deres historie, forventningerne og deres storhed. Det bliver en helt mageløs lodtrækning, siger han.
Men én ting er, at der skal slås plat og krone om det første, lille slag i VM-semifinalen.
Noget andet er, hvem der har historikken på sin side.
Lad os drible ned i statistikkerne som det næste.
Modric fører. Eller gør Messi?
Lionel Messi og Luka Modric har stået på hver sin banehalvdel mange gange før. Faktisk har de været på banen samtidig 28 gange i karrieren.
Det skyldes primært, at førstnævnte i mange år var på kontrakt i FC Barcelona, mens Luka Modric spiller for Real Madrid.
26 af de 28 kampe mellem de to har været spillet i klubregi.
Til gengæld har de to kun mødt hinanden i en landskamp to gange tidligere. Her har Kroatien begge gange vundet.
Det taler for, at Luka Modric bør stå med den bedste mavefornemmelse tirsdag. Måske lige indtil, at han kommer i tanke om, hvor mange gange Lionel Messi er blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller.
Den titel har Lionel Messi nemlig vundet syv gange. Luka Modric har én guldbold til at stå på hylden.
Og så er der jo lige det med målene, som er en essentiel del af fodbold.
Også her har Lionel Messi selvtilfreds kunne knytte næven flest gange på landsholdet, mens Luka Modric oftere jubler over, at en holdkammerat har scoret.
Mozart og den frie spiller
Men måske er det netop de få mål, der gør Luka Modric til den fantastiske fodboldspiller, han er.
For den lille kroat kan så meget andet end at sparke bolden i nettet, forklarer Andreas Kraul.
- Han er særligt god til at styre en fodboldkamp. På en eller anden måde finder han altid ud af, hvad den pågældende kamp kræver af holdet. Han scanner hele tiden, hvad der skal ske. Og derfor regner han også ud, hvad både han selv og holdet skal finde frem.
- Samtidig har han en blændende, nærmest overnaturlig teknik og balance. Medspillerne kan spille den til ham på alle steder og tidspunkter, og så glider han bare rundt mellem modspillerne. Han bliver meget sjældent tacklet hårdt. Jeg hørte for nyligt en af hans gamle holdkammerater fortælle, at de bare kaldte ham ’Mozart’ på træningsbanen, fordi han var en mester til at bygge fodboldsymfonierne op, forklarer Andreas Kraul.
Dermed adskiller han sig en smule fra Lionel Messi, der til gengæld er en mester til at få det meste ud af det mindste.
- Hvis vi skal pege på et af de steder, hvor Lionel Messi adskiller sig fra Luka Modric, så er det, at han er ekstremt målfarlig. Han har en nærmest overnaturlig evne til at finde vejen til målet, selv nu hvor han er nået en høj fodboldalder, hvor han mangler en smule eksplosivet i forhold til tidligere.
- I fodbold taler vi tit meget om slutprodukt. Og der må vi sige, at Lionel Messi er meget, meget voldsom. Det er helt vildt. Og det er blandt andet dét, han lever af.
- Samtidig har vi set Lionel Messi være frigjort ved VM i år. Han vandt det sydamerikanske mesterskab, Copa América, i 2021 med Argentina, og den forkvaklede fortælling om, at Lionel Messi ikke kan vinde noget med landsholdet, er ved at være væk. Han er blevet sat mere fri, slutter Andreas Kraul.
Du kan se VM-semifinalen mellem Argentina og Kroatien med optakt direkte på DR1 fra klokken 19.05.
Opgøret kan også følges i DR Lyd, i VM på P4 og i tekst på DR.dk.