Den argentinske verdensstjerne Lionel Messi har vundet det hele i fodboldverdenen. Men han mangler én ting - VM-pokalen.
Tirsdag aften spillede Messi sig dog meget tæt på den helt store triumf, efter han med en imponerende indsats var med til at slå Kroatien i VM-semifinalen med 3-0.
Og selvom man har prøvet det hele, så kan en VM-finale gøre selv den største stjerne en smule mundlam, når pressen spørger om, hvilke tanker der dribler rundt i 35-årige Messis hoved.
- Der går mange ting igennem mit hoved. Det er meget bevægende at se alt det her. Alle menneskerne og familierne. Det, vi har oplevet sammen, har bare været utroligt, siger Lionel Messi.
- Hele VM har været en utrolig oplevelse, og at ende i finalen var vores mål.
I videoen kan du se Messis udmiddelbare reaktion efter kampen.
Udover pladsen i VM-finalen kunne verdens bedste fodboldspiller af syv omgange også skrive to nye rekorder på CV'et.
Nu er han alene i spidsen som den argentiner, der har scoret flest mål ved VM. Med målet til 1-0 mod Kroatien scorede Messi sit 11. VM-mål og overhalede dermed den målfarlige tidligere angriber, Gabriel Batistuta.
Samtidig udlignede argentineren kamprekorden på 25 VM-optrædener, som den tyske Lothar Matthäus har siddet på længe. Spiller Messi finalen på søndag er han også alene på toppen hér.
Hovedpersonen selv ville dog ikke lægge for meget i rekorderne, da han blev spurgt, om de var med til at gøre VM-slutrunden til hans bedste af de i alt fem, verdensstjernen har deltaget i.
- Jeg ved det ikke. Jeg har nydt oplevelsen. Jeg har nydt dette VM siden den dag, vi ankom, selvom vi begyndte turneringen med et nederlag. Vi stolede på holdet, og vi vidste, at vi ville fikse tingene, siger han.
- Vi bad vores folk om at have tillid til os, fordi vi ved, hvad vi er i stand til. Vores kollektiv er sindssygt. Og vi gjorde det. Vi skal spille en finale mere. Argentina er igen i VM-finalen. Nu skal vi nyde det.
- Det var som at blive sat tilbage i tiden
DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul er dog ikke bange for at tale Messis præstation op. Fra sin plads på pressepladserne i Doha, overværede han en præstation, som var langt bedre, end kommentatoren havde forventet.
- Hvor mærkeligt det end lyder, er man en smule overrasket over, at Messi kan levere så højt et plan. Det burde måske ikke være sådan, for han har gjort det altid, siger Andreas Kraul.
- Men at gøre det på så stor en scene, i en VM-semifinale, under så stort et pres, i så høj en alder er ret fascinerende. Vi, der har været her i aften, vil huske det længe.
Særligt et moment indprintede sig på tilskuernes og Andreas Krauls nethinde.
Oplægget til 3-0-scoringen, da Lionel Messi fik sin direkte modstander, Joško Gvardiol, til at lige en, som lige var begyndt til fodbold, fik DR Sportens fodboldkommentator til at føle, at han netop var steget ud af en tidsmaskine.
- Det gav en tro på, at alderen måske ikke kender en grænse. Det var ikke en gammel forsvarsspiller, Messi rundede. Nej, det var Joško Gvardiol. Den spiller, vi har hyldet som den næste store forsvarskomet, kroaten, alle klubber vil have. Han opdagede, at ham den lille argentiner kan noget særligt, fortæller Andreas Kraul.
Du kan se den flotte assist i videoen herunder.
Kan blive udødelig
Lionel Messi kunne stoppe i dag, lørdag den 13. december, og gå ned i historien som en af de bedste til at sparke til en fodbold. Men han mangler én pokal for at kunne indramme sin karriere perfekt, mener Andreas Kraul. VM-trofæet. Den pokal, som er det eneste argentinerene reelt drømmer om.
Messi har gennem hele sin karriere måtte bære rundt på sammenligningen med den nu afdøde fodboldlegende, Diego Maradona, som vandt VM i 1986. Messi har vundet mest, men Maradona blev verdensmester.
Argentina havde chancen ved VM-finalen i 2014, men blev fældet af Tyskland. En sejr i 2022 vil i sandhed være det sidste, Lionel Messi mangler, understreger Andreas Kraul.
- Der er noget smukt over, at Messi er i finalen ved den første slutrunde, hvor Diego Maradona ikke længere er her fysisk. Det ville være så smuk en afslutning og afrunding. Messi har alle rekorderne, men kan han stå med VM-pokalen, er det fuldendt. Så er han udødeliggjort.
Du kan se VM-finalen på DR 1 og DR TV på søndag. Ellers kan du også følge kampen her på DR.dk eller i 'VM på P4'.
