I livet støder man nogle gange på en korsvej, hvor man skal beslutte, om man skal i den ene eller anden retning.

Det valg, man træffer, får afgørende betydning for fremtiden. Det gælder blandt andet, når det handler om, hvilken nations landsholdstrøje man ønsker at trække over hovedet.

Den korsvej kender en stor andel af de VM-aktuelle spillere til.

Formentlig 313 af dem. De kunne nemlig, ifølge DR’s optælling, have repræsenteret et eller flere andre lande end det, de er til VM med.

I videoen herunder kan du høre om den danske landsholdspiller Pierre-Emile Højbergs overvejelser om at fravælge det franske ungdomslandshold:

Nogle landsholdspillere er selv født i et andet land, end det de spiller for, mens andre har rødder i udlandet.

Der er endda et brødrepar, der stiller op for hver deres VM-nation: Iñaki Williams for Ghana og lillebror Nico Williams for Spanien.

Det vidner om, at spørgsmål om nationalitet og identitet kan være en vanskelig størrelse, forklarer den tidligere Brøndby-spiller, Dario Dumic, som er født i Bosnien.

- Det er et svært emne, og der er mange, der ikke kan sætte sig ind i det, siger Dario Dumic.

Få måneder efter hans fødsel udbrød den krig, der endte med Bosniens selvstændighed fra Jugoslavien, så den lille familie flygtede og endte i Danmark. Dumic voksede op og spillede 37 U-landskampe for Danmark, men i 2017 fik han A-landsholdsdebut for sit fødeland.

Mere sort-hvid end den "virkelige" verden

I samfundet kunne Dumic sagtens være både og. Han kunne være bosnisk-dansker. Men i fodboldens verden kan man kun være tilknyttet ét nationalt forbund.

- Fodboldverdenen er mere sort-hvid end den "rigtige" verden. Jeg følte mig som bosnier, selvom jeg har boet langt størstedelen af mit liv i Danmark. Men jeg føler mig også som dansker. Der er det måske lidt mere nuanceret, men det kan man ikke i fodbold. Der skal man træffe en beslutning, siger Dumic.

Det samme har de 313 VM-spillere skullet. De har haft vidt forskellige bevæggrunde. Nogle har valg det land, de føler stærkest for. Andre har prioriteret det land med det bedste landshold. Og nogle har måske måttet nøjes med at stille op for det ene land, fordi de ikke kunne komme på landsholdet i det andet.

Med hjernen og hjertet

Kun to VM-trupper, Sydkorea og Saudi-Arabien, har ikke nogen spillere, som DR har kunnet finde et andet ophav på. I den anden ende af skalaen har Canada 24 af slagsen. Syv af dem er født uden for landet. Hos Danmarks modstander i anden gruppekamp, Frankrig, kunne 20 spillere have stillet op for et andet landshold.

Argentina fortjener også at blive nævnt. 12 af de argentinske spillere har rødder i et andet land, men ingen af dem af født i udlandet. De fleste af de 12 har italienske aner.

Dario Dumic traf sit valg med både hjernen og hjertet.

- På det tidspunkt var min position i midterforsvaret nok den, hvor Danmark var bedst besat. Men jeg føler mig også som bosnisk. Jeg er født i Bosnien og snakker sproget flydende, fortæller Dumic.

- I min barndom var jeg dernede hver sommer og hver juleferie, så det var ikke et fremmed land for mig, som det måske kan være i andre tilfælde, hvor de egentlig ikke har nogen tilknytning til deres forældres land, siger han.

Systematisk rekruttering

Landsholdsfodbold adskiller sig fra klubfodbold ved, at man kun har de spillere til rådighed, som man nu engang har. Man kan – som udgangspunkt – ikke købe sig til en bedre trup. Men man kan manipulere de begrænsninger, som nationalitet sætter for puljen at vælge spillere fra.

Et eksempel er værtslandet Qatar, som har en række spillere, som ikke er født i landet. Det kan du læse mere om her.

Der er også mange lande, som systematisk opstøver og forsøger at rekruttere fra store diaspora-befolkninger. Lande, der har været plaget af krig eller fattigdom, og hvorfra mange er flygtet eller migreret.

- Jeg synes, det er mere og mere udbredt, og man gør det med fuldt overlæg nu. Bevidst rekruttering, siger DR’s fodboldekspert, Francis Dickoh, som selv er født og opvokset i Danmark, men optrådte for Ghana som aktiv.

- Der er Ghana blandt andet et af de lande. Vi har også set det med Marokko, vi har set det med så mange forskellige nationer, ikke kun afrikanske, at man gør det. Det er vigtigt at pointere, at der er mange nationer, der kigger den vej. Og jeg synes sådan set ikke, der er noget galt i det.

Hos VM-deltagere som Senegal (12), Tunesien (12, herunder danskfødte Anis Ben Slimane) og Marokko (14) er omkring halvdelen af truppen født i et andet land. Ofte lande i Vesteuropa, som spillerens forfædre er udvandret til.

Fodbold bliver på den måde et spejl på samfundet: De mønstre for migration, som kendetegner virkelighedens verden, kan aflæses direkte i VM-trupperne.

- Det er jo det, der afspejler samfundet. Der er også rigtig mange, som vil sige, at verden er blevet mere grænseløs. Det er nemmere at komme rundt. Det er måske ikke så unaturligt, hvis man laver den ligning at kigge på, hvordan landsholdene nu er konstrueret, siger Francis Dickoh.

Som brødre vi dele os

VM-aktuelle Iñaki Williams spillede 17 ungdomslandskampe for Spanien og en enkelt A-landskamp i 2016. Det var dog kun en træningskamp, så derfor blev han ikke bundet til det spanske landshold.

Tidligere i dette efterår fik han så landsholdsdebut for sin fars hjemland, Ghana. Lillebror Nico fik også landsholdsdebut i dette efterår, bare for brødrenes fødeland, Spanien.

I familien Dumic kan de tale med om, at selv brødre kan have forskellige tilknytninger til deres fædrelande.

Iñaki Williams var tæt på at snyde Portugal og udligne til 3-3 i Ghanas nederlag. Angriberen fik dog sin landsholdsdebut for Spanien.

Et komplekst spørgsmål

Hvor Dario Dumic, efterhånden som han voksede op, begyndte at interessere sig for sit ophav, Bosniens historie og krigene på Balkan, fattede hans lillebror aldrig samme interesse.

Der er ellers kun lidt over to år mellem dem.

- Jeg har meget tilknytning til Bosnien og føler mig som bosnier. Min lillebror gør ikke. Han snakker sproget, men han har ikke den der tilknytning og interesse. Han er 100.000 procent dansker, fortæller Dario Dumic.

- Vi er komplet forskellige på det punkt. Jeg kan godt lide bosnisk musik. Det er min yndlingsmusik. Han kan ikke fordrage det. Han kan bedre lide Drake og sådan noget musik.

Det fortæller måske alt om, hvor kompleks et spørgsmål om nationalitet og identitet kan være. Som Dumic selv siger:

- Det er bare sjovt, for vi har haft fuldstændig den samme opvækst.