Kasper Hjulmand freder ikke sig selv efter VM-skuffelse: 'Det er useriøst ikke at vende hver en sten'

Landstræner Kasper Hjulmand har stadig svært ved at forstå, hvad der ligger til grund for den danske VM-skuffelse.

Den dansk landstræner Kasper Hjulmand... (Foto: © Wolfgang Rattay, Ritzau Scanpix)

Skuffelsen var enorm i hele det danske fodboldland, da landsholdet i slutningen af november tabte til Australien og måtte sige farvel til VM-slutrunden.

Blot tre kampe blev det til for det danske landshold, som ellers var rejst til Qatar med forhåbninger og drømme om mere.

- Vi kan slå alle, lød det endda fra anfører Simon Kjær før den første gruppekamp mod Tunesien.

Men faktum var, at Danmark ikke kunne slå nogen overhovedet. Tre kampe blev det til. Uafgjort mod Tunesien, nederlag til Frankrig og nederlag til Australien.

Gense Danmarks VM-exit mod Australien her:

Og især nederlaget til Australien sidder stadig i den danske landstræner Kasper Hjulmand. Det fortæller han til DR Sporten.

- Vi har en identitet på landsholdet. Man kan godt tabe fodboldkampe, men man skal ikke tabe sig selv. Det synes jeg, vi gjorde mod Australien.

- Vores sammenhold, mod og aftaler om, at vi aldrig nogensinde taber, fordi vi ikke knokler igennem og arbejder hårdere end modstanderne. Det synes jeg, vi manglede mod Australien. Vi mistede identiteten og den gnist, vi har haft på holdet. Det kan vi ikke bare skøjte henover og sige, at det går nok. Det bliver vi nødt til at få kigget på.

Hjulmand freder ikke sig selv

Og hvordan gør man så det?

Ja, det er det store spørgsmål. For selvom VM-fiaskoen er kommet lidt på afstand, og Kasper Hjulmand har haft tid til at tænke over tingene, så fylder de negative følelser stadig hos landstræneren.

- De er lidt mere på afstand nu, men de er der selvfølgelig stadigvæk. Vi godtager ikke, at der er ting, som er uforklarlige, så vi er kommet i arbejdstøjet.

- Sådan en debriefing tager jo tid, og det kommer vi til at bruge den næste måneds tid på. Det er vigtigt at lære af denne oplevelse, så det ikke sker igen.

Skal den læring så foregå med Kasper Hjulmand ved roret? Ja, lød den klare udmelding fra fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union, Peter Møller, kort efter det danske nederlag mod Australien.

- Vi er rigtig glade for Kasper, og vi tror på, at han kan flytte holdet yderligere, lød det fra Peter Møller, efter Danmark var røget ud af VM.

Kasper Hjulmand freder dog ikke sig selv. For selvom kontrakten med Dansk Boldspil-Union løber frem til sommeren 2024, er det holdet, der skal være i fokus.

- Det handler ikke om mig, men om det danske landshold.

- Vi har en rigtig, rigtig dårlig time mod Australien. Det skal ikke ødelægge billedet af, at vi har et fantastisk landshold. Men det er useriøst ikke at vende hver en sten og finde ud af, hvad der skal til.

Hør Kasper Hjulmand sætte ord på sin position som landstræner:

Qatar fyldte meget, men er ingen undskyldning

Slutrunden i Qatar har ført meget snak med sig. Også om ting, som ikke handler om spillet på banen. Efter Danmarks nullert i første gruppekamp mod Tunisien fortalte Kasper Hjulmand, at hele debatten om Qatar fyldte hos ham, og at han havde svæt ved at finde sig selv.

- Jeg bruger alt for lang tid hver dag på at finde ud af, hvordan jeg skal håndtere det her, lød det efter Tunesien-kampen.

Og set i bagklogskabens klare lys burde landstræneren have lukket af for Qatar-debatten langt før.

- Selvom jeg blev ved med at sige, at jeg ikke synes, det er rimeligt, kunne jeg godt have været mere konsekvent. Det havde så betydet, at jeg til pressemøderne havde sagt, at der er ting, vi ikke svarer på. Vi holder os til fodbold.

Men Hjulmand fastholder dog, at det stadig ikke er nogen undskyldning for præstationerne på banen - men landsholdet må kigge indad og tage ved lære.

- Jeg sidder ikke og siger, at det er andres skyld. Det er os selv, vi må kigge på og finde ud af, hvad der skal til, for at det ikke sker igen.

Her kan du høre Kasper Hjulmand sætte ord på, hvor meget Qatar-debatten fyldte hos ham under VM:

Giver ikke meget for kritik af truppen

En af de ting, landstræneren har været kritiseret for, har været at udtage en spillertrup, som ikke har været i kampform. Især på de offensive pladser har der manglet kontinuitet i spillernes klubber, lød det fra DR Sportens fodboldekspert Francis Dickoh efter nederlaget til Frankrig.

Både Mikkel Damsgaard, Yussuf Poulsen og Jonas Wind har været skadet i efteråret, mens hverken Andreas Cornelius ellers Kasper Dolberg har haft et efterår med lutter mål i støvlerne.

Den danske anfører, Simon Kjær (med nummer 4), så Danmarks to sidste kampe fra bænken. En skade gjorde den danske forsvarskaptajn ukampdygtig. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Men Kasper Hjulmand giver ikke meget for den kritik. Det handler om at udtage et hold, hvor relationerne er i orden, lyder det fra landstræneren.

- Spillerne var i fysisk topform, og alle spillere, som var med, var klar til at spille.

Undervejs i gruppespillet måtte først Thomas Delaney og derefter anfører Simon Kjær udgå med skader.

Og i den afgørende kamp mod Australien virkede det danske hold rådvilde, og ledertyper som Christian Eriksen og Pierre-Emile Højbjerg præsterede ikke, som de tidligere har gjort for Danmark, lød det fra landstræneren dagen efter nederlaget.

Men at gå så langt som at sige, at det danske landshold mangler ledere, når Kjær og Delaney ikke spiller, er for letkøbt, lyder det fra Kasper Hjulmand.

- Vi havde mange ledere på banen i den kamp. (mod Australien, red.) Men af en eller anden årsag manglede vi gnisten og sammenholdet. Men jeg bebrejder ikke andre end mig selv for det, fortæller Kasper Hjulmand.