Kendiskok med VM-pokal i hænderne tegner et billede af, 'at den er rivende gal i Fifa'

Internetfænomenet Salt Bae var på grønsværen efter VM-finalen, hvor han fik taget billeder med VM-pokalen.

Han er kendt for sine Instagram-videoer, hvor han på sin helt egen måde drysser salt ud over saftige bøffer.

Salt Bae, som kendiskokken kaldes, og hvis borgerlige navn er Nusret Gokce, vakte dog opsigt på en anden måde i søndags.

Her blev han nemlig set på grønsværen i Qatar, efter Lionel Messi og resten af det argentinske landshold havde løftet VM-trofæet. Den tyrkiske infuencer og internet-kok fik efter triumfen taget billeder med flere af de argentinske spillere, og lidt fotografier med trofæet i hænderne blev det også til for tyrkeren.

Det til trods for, at Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) regler foreskriver, at VM-trofæet kun må bæres af vinderne, Fifa-ledere eller statsoverhoveder.

At internetfænomenet har brudt reglerne, kan der derfor ikke være meget tvivl om, og det har da også fået flere fodboldjournalister til tasterne. Situationen er af Viaplay-kommentator Jesper Simo blevet kaldt "plat", og fodboldjournalisten Terry Flowers fra GiveMeSport er også ude med riven efter Fifa for overhovedet at lukke ham ind på banen.

- Det er latterligt. Skam over Fifa for at tillade ham at røre ved, kysse og holde pokalen. Salt Bae drypper salt på kød, hvad laver han der?, skriver Terry Flowers fra GiveMeSport på Twitter.

VM-pokalen fik også et kys af kendiskokken. (Foto: © ROBERT MICHAEL, Robert Michael/picture-alliance/dpa/AP Images)

Netop Fifa har da også torsdag aften reageret på hændelsen.

- Efter en gennemgang har Fifa kunnet konstatere, at uvelkomne personer fik adgang til banen efter afslutningsceremonien på Lusail Stadium 18. december, siger en Fifa-talsperson ifølge Ritzau til BBC.

- De nødvendige handlinger vil blive iværksat internt, slår talspersonen fast.

Du kan se kendiskokken hive fat i Lionel Messi for at få taget et billede i videoen i toppen af artiklen.

Styr på prioriteringerne, Fifa?

Det er dog Fifa selv, der har jokket i spinaten, mener chefredaktør på Tipsbladet, Troels Bager Thøgersen.

For det er med al sandsynlighed dem selv, der har lukket ham ind på banen.

- Fifa vinder ikke noget som helst ved det her. Hvem end, der har givet ham lov til at løbe ind på banen, har ikke lige haft styr på prioriteterne, siger Troels Bager Thøgersen.

Kendiskokken er dog ikke noget ukendt ansigt for de fleste fodboldstjerner, forklarer han.

Tyrkeren er en af fodboldfolkets favoritter, og mange stjernespillere er blevet affotograferet, når de har været på besøg på hans restauranter.

Men også Fifa-præsident Gianni Infantino virker til at have et godt forhold til kendiskokken.

- Skal man tro Infantino og Salt Baes Instagram-konti, ligner det også, at de er gode venner. Derfor virker det lidt påfaldende, at det lige præcis er ham, der får lov at gå på banen. Jeg nægter at tro, at noget har været planlagt, men det får et skær af nepotisme, siger chefredaktøren.

Kendiskokken og Infantino har ad flere omgange fået taget billeder sammen. Her har sidstnævnte været på besøg i en af tyrkerens restauranter for knap to år siden. (Foto: © Skræmbillede fra Salt Baes instagram-profil)

At tyrkeren fik adgang til grænsværen efter slutfløjt, bliver derfor et billede på en større problematik, mener han.

- Jeg tror, mange fodboldfans har fornemmelsen af, at den er rivende gal i Fifa, og at de står for nogle forkerte ting. Og det bliver han lidt symbol på.

- Det kommer til at blive en dum politisk sag for Fifa, for det sætter lidt spotlight på, at Fifa er et sted, hvor de rette mennesker og interesser kan få adgang til noget, andre ikke kan, siger Troels Bager Thøgersen.