Da Marokko sendte Portugal ud af VM i kvartfinalen, gik folk på gaderne i Rabat, Casablanca, Marrakesh og alle tænkelige byer i landet. De gik også på gaderne i Gaza, Nairobi, København og Paris.

Den globale fejring af den marokkanske VM-succes fortæller en historie om et opgør med fortidens kolonisering, om fællesskab på tværs af den arabiske verden og om et Afrika og et Marokko, der endelig er ved at tage hinanden til sig.

Det siger Stig Jensen, der er lektor på Center for Afrikastudiet ved Københavns Universitet.

- At der er et afrikansk hold, der slår tidligere kolonimagter ud som Belgien, Portugal og Spanien og nu skal møde en af de tidligere kolonimagter, som måske er allermest upopulært i den vestlige og centrale del af Afrika, nemlig Frankrig, det er bare større end stort.

Man skal bare kunne aflæse et kort for at konstatere, at Marokko er en del af Afrika. I hvert fald geografisk. Knap så simpelt er det at sætte udlægge landets kulturelle og historiske tilhørsforhold.

For traditionelt set har Marokko og flere af de øvrige lande i Nordafrika orienteret sig mod Mellemøsten, hvor de også taler arabisk og praktiserer islam.

Derfor er det ikke så overraskende, at syrere, palæstinensere og millioner af andre fodboldfans i den arabiske verden hepper på Marokko. Mere bemærkelsesværdigt er det, at Marokko også lader til at have hele Afrika bag sig.

Det er eksempelvis kun fem-seks år, siden Marokko blev genoptaget i Den Afrikanske Union, som landet forlod i 1984, fordi unionen anerkendte Vestsahara som selvstændigt. Marokko anser det som marokkanske territorium.

Resten af Afrika i ryggen

Forbrødringen når sin foreløbige kulmination nu ved VM, hvor afrikanere på tværs af kontinenter fejrer Marokkos succes, siger Stig Jensen.

- Der har altid været spændinger i relationen, men inden for de her fem år er der virkelig sket en megakrammer.

- Marokko ser sig mere i forhold til Afrika, og de afrikanske lande har faktisk også virkelig taget Marokko til sig og sagt: De kan vise vejen frem.

- Traditionelt set holder folk i Afrika selvfølgelig med deres eget land, men hvis deres eget land er blevet slået ud, så holder de med de andre. Hvis der var danske fans, så ville de ikke nødvendigvis stille sig ned til kroaterne og være en del af den fest. Der er en helt anden form for sammenhængskraft på det afrikanske kontinent.

Den sammenhængskraft er ikke noget, der er opstået til lejligheden. Den har vist sig flere gange før, eksempelvis i 2010 da Ghana nåede kvartfinalerne. Den kommer ifølge Stig Jensen blandt andet fra en fælles lidelseshistorie.

- Der findes en afro-pessimisme, som man også mærker i Mogadishu og Johannesburg og alle mulige andre steder. Så når der lige pludselig der kommer den her solstrålehistorie, er det noget, der betyder rigtig, rigtig meget, siger han.

Indebrændthed

Et afrikansk hold har aldrig været i semifinalerne ved VM tidligere, så uanset hvordan det går mod Frankrig, har Marokko skrevet fodboldhistorie.

Men fodbold er aldrig bare fodbold. VM er aldrig bare VM.

Og Marokkos vej til semifinalen bliver ikke kun læst ind i en udvikling i afrikansk politik. Den bliver også set som et symbolsk opgør med Europas koloniherrer.

Først i gruppespillet, hvor holdet besejrede Belgien, der blandt andet koloniserede nutidens Congo, Rwanda og Burundi.

I ottendedelsfinalen slog Marokko Spanien, som koloniserede den nordlige del af Marokko, Vestsahara (som Marokko jo altså betragter som sit territorium) og nutidens Ækvatorial Guinea.

Og i kvartfinalen gik det så ud over Portugal, der blandt andet koloniserede Angola, Mozambique, Cape Verde, Guinea-Bissau og dele af nutidens Ghana.

Dét har Marokko og resten af Afrika ikke glemt.

- Det er en indebrændthed kombineret med mangel på anerkendelse, som er smeltet sammen. Der er rigtig mange på det afrikanske kontinent, som har haft en oplevelse af, at der er rigtig mange dygtige afrikanske fodboldspillere, men de har aldrig været i stand til at få anerkendelse ved, at deres landshold har slået igennem og har kunnet klare sig i den her kappestrid ved et verdensmesterskab, siger Stig Jensen.

- For mange afrikanere betyder historien meget mere, end den gør hos os. Så anerkendelsen, at man kommer af med sin indebrændthed, kombineret med stoltheden over den her situation nu; det er stort.

En ekstra dimension

Marokko deltog slet ikke i kvalifikationen til de første fem VM-slutrunder, for det var underlagt Frankrig som protektorat.

Landet blev selvstændigt i 1956, men der er stadig masser af ting, der binder Marokko og Frankrig sammen.

Frankrig er eksempelvis Marokkos største handelspartner, og 35 procent af marokkanerne taler fransk. Derudover er Frankrig det land i verden med den største gruppe af personer med marokkansk baggrund: 1,1 million.

Gennem årene har det også afspejlet sig på landsholdet. Ved Africa Cup of Nations i 2013 var ti mand i Marokkos trup født i Frankrig, og ved VM for fire år siden var det otte.

I år er det “kun” to spillere, anfører Roman Saiss og Sofiane Boufal samt landstræner Walid Regragui. Sidstnævnte har forud for kampen nedtonet betydningen og sagt, at det er ligegyldigt, hvem Marokko møder. De vil bare i finalen.

Helt så indifferent er det næppe alle, der er.

- Der er jo de der undertoner, at der på det franske hold er en del spillere, som har rødder på det afrikanske kontinent. På den ene side er der de “rigtige” afrikanere, og så de der “sellouts”, der har valgt at repræsentere Frankrig, kolonimagten, den store imperialist, der bliver ved med at stjæle vores gode “råvarer” og bruge dem på deres hold, siger Stig Jensen.

- Så det giver en ekstra dimension til det.

Mange gange større end EM 1992

Efter de to holds kvartfinaler brød der slåskampe ud på den berømte parisiske boulevard Champs-Élysées mellem fransk-marokkanere og fransk-franskmænd.

Politiet måtte bruge tåregas til at opløse folkemængden, og Stig Jensen varsler, at ordensmagten nok skal sørge for at være til stede på gader og stræder igen efter semifinalen.

Med alle de historiske, politiske og samfundsmæssige forhold in mente er det næppe nogen overraskelse, at VM-semifinalen for Marokko er mere end bare en fodboldkamp. Som Stig Jensen siger:

- Jeg ved godt, at den danske ambassadør i Marokko sagde, at det var ligesom i '92. Nu var jeg selv på stadion i Gøteborg i '92 og oplevede EM-finalen. Jeg vil sige, at det, der sker i Marokko, det er mange gange større end ‘92 hos os.

- Rigtig mange folk, ikke kun i Marokko, føler sig marginaliseret og på mange måder udskudt. At have fået den her succes og det lys, som det er i en svær hverdag, det er bare så vigtigt på individ- og nationalt niveau, som vi slet ikke kan vurdere i vores egen målestok.

Nu gælder det en historisk VM-semifinale mod Marokkos tidligere kolonimagt, landets største handelspartner, hjemlandet for flere af aktørerne - og alle de andre tråde, som historien trækker til Frankrig.

Det bliver ganske enkelt ikke større.

Følg VM-semifinalen mellem Frankrig og Marokko i aften klokken 20 i appen DR Lyd, på DR P4, livebloggen på dr.dk eller på TV2.